Ude i mosen
bor der
en gammel kone.
Jeg tror,
hun hedder Simone.
En tandløs kælling
grim som vælling,
som en skrubtudse.
Man siger, ja det er næsten ikke til at bære:
"Hun er skrupskør
med sine væmmelige vorter
og skrækkelige skræmmende ansigtstræk."
Grusom skulle hun være.

Om natten
hører man de særeste lyde
derude fra mosen.
Ingen har kunnet dem tyde.
"Hun sover vist ikke
som normale mennesker,"
siges det.
Det er det rene gys.
Man ser lys
bevæge sig
i mørket.
Der er ellers intet derude.
Man hører nogen tude.

Der er dem, der fortæller:
"Hun spiser edderkopper og mus,
frøer og små hvide børn."
Måske det er løgn.

"Vi vil ingen heks her ha' boende,
det står i hvert fald til troende,"
siger folk.

Ude i mosen
går en gammel kone
og ler.
Det er det, som alle ser.
Hun griner og griner
hele dagen lang.
Ingen bolig er for hende for trang.
Folk siger;
"Hvad kan den kone dog
mon ha' at grine af?!"

"Hun må da vist være skør.
Ingen lever hver dag
med sådan et humør."
Snakken går:
"Hun er nu temmelig sær,
helt uden blær',
hun går vist nøgen rundt
helt uden klæ'r."

Gale gamle Simone
tager det hele helt roligt.
Man er jo kun en gammel kone.
Lad folk kun snakke;
ingen behøver mig at takke.
Jeg véd, hvem jeg er.
Jeg har boet i mosen her
i syv hundrede år.
Det er ganske troligt.
Folk kommer og går.
Gamle tudsegrimme Simone
véd lidt mer' end de fleste.

De tror alle for det meste,
at de lever evigt,
og at netop deres liv er så vigtigt.
De går rundt med deres betænkelige ansigtsminer,
livet er så alvorligt og trist.
Og så véd de endda ej,
hvor deres eget liv er flygtigt.

De tror, at landet og mosen er deres,
at de ejer alt, hvad omkring dem sker.
Man forstår nok,
hvorfor Simone ler.
De vil hellere tro,
at et menneske er grusomt
og lade det leve ensomt
end åbne deres hjerter.
De er bange
for alt det, de ikke kender.
Derfor skal alting
placeres præcis.
Forklares nøjagtig.
En mosekone især.
Intet under; at lykken vender.

Men det, som Simone
af tusindårig erfaring véd
siges aldrig højt:
At mosen er sin egen
på helt sin egen måde
og altid hendes,
fordi hun holder af den.
Skæbnevæven spinder de særeste tråde.
Også når de og deres børn,
så små liv så korte,
for længst er døde og borte.

Den, der ler sidst,
ler bedst.