Om morgnen efterlader du mig i sengen
Foran spejlet stirrer jeg på dig ud af trætte øjne
og smiler til dig fra hullet i din tand
Du kender mig, du kender mig godt
Jeg er i flasken, du lige har bundet
i pungen når du bruger din sidste mønt
og når folk er gået hjem
fylder jeg de øde gader
Jeg kiler mig ind mellem alt og alle
hvis bare jeg ser en sprække
Spreder mig som svulsten
æder alt, hvad du har kært
indtil du ikke er andet end skal
Jeg er pausen i din tale
mellemrummet i din skrift
opholdet i din tankegang
afstanden mellem dig og de andre
og mit navn er