Hvem ser jeg, når jeg ser i spejlet?
Mig selv, mit ansigt, min krop, mine øjne? Hvad ser jeg?
Kan jeg se andet end mig selv? Kan jeg se længere ind?
Kan jeg se min sjæl? Kan jeg se lyset, kan jeg se mørket?
Kan spejlet afsløre mig? Kan det virkelig se mig?
Tør jeg se mig selv i øjnene, når jeg ser i spejlet?
Tør jeg se dybden? Tør jeg se ind i evigheden?
Spejlet reflekteres gennem mit øje, igen og igen.
Det stopper aldrig, en hastighed, der stiger, hurtigere end lyset,
der farer gennem universet til den yderste stjerne på et sekund.
Et glimt af evigheden. Jeg falder. Falder som en sten.
Angsten griber fat, som en skygge, der holder mig fast.
Jeg er låst. Synet får mit hjerte til at standse et øjeblik.
Jeg vender mig væk fra spejlet. Tør ikke se.
Evigheden er skræmmende. Min krop ryster.
Jeg ser ikke længere mig selv i øjnene i spejlet.
Ser kun huden, rynkerne, håret - det ydre ansigt.
Jeg sikrer mig, at jeg er klar til at møde byen, vennerne, verden.
Men det er bare en overflade. Et billede af mig. En skal.
Hvor er jeg smuk at se på, men det er alt. Bare en facade.
De kan ikke se dybden. Først når jeg selv tør se mig i spejlet,
se mig selv i øjnene og tør se dybden.
Hvis jeg giver mig selv lov til at lade lyset afsløre dybet,
så er jeg måske ikke bare et billede i denne verden.
Så er det ikke bare overfladen, der kan ses.
Så kan jeg virkelig ses.
Farverne, stjernerne, konstellationerne, det indre dyb.
Er det mit håb? Tør jeg det?
Se mig selv i øjnene i spejlet? Hvad er der at være bange for?
Mørket findes derude, men midt i mørket skinner de smukkeste stjerner.
Deres lys bryder mørket. Kan jeg se, at jeg er en stjerne?
Kan jeg se, at jeg er lys i mørket,
at jeg kan bryde mit mørke og skinne som den smukkeste stjerne?
Midt i mørket lytter jeg - en stille hvisken,
som jeg håber en dag vil fortælle om en styrke, der venter på at blive fundet.
Og måske, når jeg tør se, vil jeg finde, at lyset i mig kan skinne for evigt-
stærkere end frygten, klarere end mørket.