Mmm jeg kan dufte hende, den blide duft af forår hvor træernes og blomsternes knopper springer ud, frisk som luften efter regnvejr. Jeg har vænnet mig til hendes duft så jeg kan genkende hende inden jeg kan se hende. Hun ved ikke jeg kan se hende, nok heller ikke at jeg kan høre hende. Ofte når hun er alene på min stue græder hun ved min side, beder mig om at vende hjem. Nu har min sjæl været indespærret i næsten et år og ingen ved at jeg er her.
   Det banker på døren, hårdt og kontant. Hun farer op af stolen så hendes bløde slangekrøller suser om ansigtet. Hun tørrer øjnene og retter på sit tøj. Jeg ville ønske jeg kunne trøste hende, mærke hendes bløde hår glide mellem mine fingre. Men endnu har ingen hørt mit kald.
   Det er en ung blond sygeplejerske der træder ind ad døren og hendes alvorlige mine gør hendes ellers så fine ansigtstræk grove. Sygeplejersken og min mor giver hinanden hånden, de taler længe om de papirer sygeplejersken har med, gad vide hvad der er så vigtigt? hvorfor viser de det ikke til mig? Jeg er jo patienten 'HALLO HALLO her ovre, kig på mig, se på mig'. de forlader rummet, hun græder igen, hvorfor ser hun mig ikke?
   Jeg grubler tit, min hjerne roder rundt i små skrin indeholdende gemte sager, af forståelige og uforståelig ting som jeg kender og ved, og ting som min underbevidsthed har holdt skjult for mig i lange tider uden at jeg har haft kendskab til deres eksistens. Jeg føler, lytter, ser og oplever verden omkring mig uden at kunne deltage og yde mit bidrag, uden at have betydning for de hændelser der sker omkring mit fængsel i form af et ubrugeligt korpus. tænker ved mig selv så slå mig dog ihjel, giv min hjerne ro, giv min mor fred. Hvis ikke kroppen kan følge med, hvorfor er hjernen da så kompleks og bevidstheden og dertil også ubevidstheden så korrupt og bestandig.
   Min celle er en enmandsstue og til højre for min seng står der en feltseng med stribet madras i farverne gul, grøn og orange. Jeg så den da de bar den ind. Jeg har gardiner med store polka-prikker i alle mulige farver, som hun selv må have syet. Hun har altid været fiks på fingrene.
   Jeg må vågne, jeg må udkæmpe denne kamp for egen skyld, for tryghed, for hende. Hun kommer ind ad døren, den smækker bag hende, jeg kan se at hun har grædt længe og voldsomt. Hun går rank, hurtigt og bestemt hen imod mig, hun kigger dybt i mine brune øjne, Bambi øjnene som hun kaldte dem. Hun tager fat om mine skuldre, jeg ved hun gør det, selvom jeg ikke kan mærke hendes hænder på min krop. Jeg kan faktisk ikke mærke andet end mine tanker, og uroen i min hjerne, mine følelser er blevet kolde og døde i den tid jeg har været indespærret i sjælens fængsel. Run råber til mig "vågn så op, kig på mig, blink, gør et eller andet. De slår dig ihjel hvis du ikke kommer ud derfra, hører du mig" jeg bliver lettet og tænker nu er dette endelig overstået, da hun slipper sit tag i mig, vender sig om og hiver sin taske op fra gulvet, roder længe efter en ting jeg ikke kan regne ud hvad er. Hun tager et gammelt fotografi op af tasken og holder det op foran mig, det er et billede af hende og mig som spæd, hun holder mig i sin favn, og smiler. "Se på det, dette er kærlighed, føl det jeg elsker dig, kig på det!" hvis jeg kunne græde ville tårerne løbe ned ad mine kinder nu, jeg blinker... jeg blinker igen, jeg kan mærke varmen spreder sig i min krop. Jeg er på vej tilbage, på vej væk fra sjælens fængsel.