Jeg rejser meget med bus, ikke at jeg nyder det, det ville være en voldsom overdrivelse. Det er dyrt, den ryster for meget og den køre en fandens til omvej, for at nå sin destination.
   Men det er nu engang den eneste løsning der er mig mulig, trods alt er det billiger end at have bil med de satans benzin priser. Men nu er det ikke det jeg vil tale om, snare en anden mand der også tager bussen hver dag. Jeg ved ikke hvor længe han har gjort det, for han kørte allerede med den dengang jeg begyndte. Jeg ved heller ikke hvor han skal hen da han stiger af efter mig. Faktisk ved jeg ikke særligt meget om ham, ud over at jeg ikke kan fordrage ham.
   For det første er han emo, han er altid i sort og bære adskillige pig besatte pynte genstande og har en del piercinger i ansigtet. Dette er dog ikke mit primære irritations monoment omkring denne emo, snare at han altid tager to sæder, sætter sig selv på det inderste og ligger hans taske på det yderste, og der sider han så og læser bøger. I sig selv er der ikke nogen problemer med dette men sagen er det at lige netop denne bus er meget benyttet og ret ofte må folk stå op for at der er plads til alle. Alligevel flytter han ikke tasken, han sidder bare der og læser uden så meget at tænke på at tage hensyn til de andre passagerer.
   Naturligvis sørger jeg altid selv for at lave plads til andre og tænkte at jeg ville gå foran med at godt eksempel og satte mig i derefter så tæt som muligt på emoen. Hver gang nogen kom ind og der ikke var plads til dem, ville jeg demonstrativt rejse mig op og højt og tydeligt tilbyde dem min plads.
   Men emoen sad bare stadig der og læste i hans fandens til bøger, selv efter at der var kommet flere til som måtte stå op.
   Min irritation var ikke til at bære så jeg besluttede mig for at give den vider til den forbandede emo og næste dag stod jeg en time tidligere op og hoppede på cyklen bare for at kunne komme ned til stoppestedet før han stod på og tage den plads som han normalt sad på, og når bussen så igen var fyldt ville jeg tilbyde den væk igen bare for glæden ved at se hans irritation.
   Det gik til at starte med som jeg havde planlagt, jeg fik hans plads og han måtte sidde sig på et andet sede. Han virkede dog ikke synderligt irriteret over dette men jeg var sikker på at det nok skulle komme. Bussen kørte sin rute og blev fuldt, og igen som planlagt tilbød jeg hans sæde til den første der ikke selv kunne få en plads. Stadig sad han bare og læste som om resten af verden ragede ham en pap hat.
   Min irritation voksede kun, så i kan nok forstå min glæde den dag da bussen allerede var fuld da han steg på, ikke fuld som i at folk var nød til at stå op men det var i al fald umuligt for ham at tage to sæder til sig selv igen. Jeg nød at se ham kigge rundt i bussen efter en ledig plads, men så satte han sig blot på et ydersæde som om det var den største selvfølge at man delte. Hvilket det selvfølelig også burde være, men den egoistiske dobbelt moralske nar af en emo gik mig bare her komplet på nerverne.
   Min vrede var komplet, og så oprandt dagen hvor bussen igen var fyldt, da en gammel dame kom ind. Jeg skulle lige til at rejse mig da hun til min overraskelse henvendte sig til emo narren.
   "Kan jeg ikke få lov at side her?"
   Jeg ved ikke om i kan forstå min forbløffelse, det var så sjældent at folk faktisk talte sammen i bussen. emoen lage bogen fra sig og svarede så smilende.
   "Jo, selvfølgelig."