I askens brændende glød
du fødes.
Bryder ud af det røde æg
med livets gnist
i behold.

Du brændte op,
dog blev din grav
tillige din rede.

Kærlighedens flamme
lever stadig
genfødes
til opstandelse
til forvandling
af den sorte
forkullede rest
af bålet.

Alt gav du,
fortæret af kærlighedens
hellige ild.

Da intet var tilbage,
da livet var øde,
da alt var brugt,
da alt var forbi,
intet mer' tilbage,
da hjemmet var brændt.
Da var frøet
til det nye liv blevet sået,
lagt i jorden.
Klar til vækst.

Den snævre skal
blev brudt,
hylstret kasted af
som en ham.
Vingerne kunne foldes ud.




Der var plads
til noget større.
Meget større.

Som af en puppes mørke
genopstod du
genskabtes du.

Med lyset som vinger
med herlighed og glans
svæver du
med os
i sang og glæde
hvisker du os
i øret,
taler du til os
i hjertet
livets hemmelighed
sjælens udødelighed.

Du viser os stadig
livets sejr over døden,
fornyelsen,
tilgivelsen,
frelsen.

Fra morgenrødens land
stammer du
og bringer til os
kærlighedsrød,
blodrød,
ildrød,
solrød,
flammerød,
hjerterød,
rosenrød.

Som ildsjæle
må vi selv leve
det forgængelige liv,
fortabes og frelses.




Der hvor alt liv bliver til.
Der hvor solen står op,
der blev du født
under kundskabens træ,
i kærlighedens rosenhæk.

I altings oprindelse
har du dine rødder.

Fra Paradisets have
stammer du.
Fra Paradisets have
faldt vi.
Vore liv ødes
og genopbygges.
Atter.

Med en gnist
fra straffeenglens sværd
genfødes du atter
og atter
som livets gave.
Som Guds nåde.
Det evige liv
skænket af kærlighed.

Din stemme er poesi,
dit hjerte er fyldt af længsel,
dit vingefang uendeligt.
Fugl Phønix.