Han stirrede på den livløse kvindekrop foran ham, men følte ingenting. Ingen fortrydelse, ingen sejr. Hans blik gled fra de utallige stiksår i hendes mave, til de blå mærker i hendes ansigt og til det størknede blod der lå om hendes mund og som hun havde hostet op inden hun tog sit sidste åndedrag. Hendes øjne var åbne og tomme og man kunne stadig ane skrækken i hendes udtryk. Han satte sig på hug ved siden af hende og kørte forsigtigt en finger over hendes læber og kinder. Ingenting. Tanken om at hun måske havde haft børn, mand, familie rørte ham ikke. Han tog hendes lange hår og bredte det ud som en vifte bag hende, kørte blidt fingrene igennem det. Ingenting. Til sidst opgav han sin higen efter følelser og rejste sig. Han kiggede sig omkring. Han havde klaret rengøringen ret godt. Ingen synlige spor. Lejligheden lugtede af røg og mug og de eneste møbler var et gammelt sofabord og en fløjlssofa. "Trist sted." mumlede han som om det var første gang han så lejligheden. I virkeligheden var det hans. Han samlede kniven op fra gulvet, gik ud i det faldefærdige køkken og tændte for vandet. Med langsomme og blide strøg vaskede han kniven mens han kiggede ud af vinduet. De grå facader gik i et med den grå november himmel, et helvede i beton. Høfligt vinkede han til naboen der gik tur med sin hund og et etnisk par der var ved at sige farvel til deres familie. Han havde bemærket at de ikke havde været der så længe, men løftet om gentagelse hang i luften. "Forbandede perkere." mumlede han. Egentlig havde han ikke nogen holdning til udlændinge, men han syntes det var nemmest at hade dem. Som alle andre. Han smed kniven i håndvasken og lod vandet løbe. Han gik tilbage til stuen og satte sig i sofaen hvor han tændte en smøg. Igen gav han sig til at betragte kvinden på gulvet. "Det var din egen skyld." mumlede han til hende. "Kælling." Ordene gav ham ingen tilfredsstillelse og han hamrede næven i bordet. Det var tid til at skille sig af med hende. Han skoddede smøgen i det overfyldte askebæger og vendte tilbage til køkkenet. Fra et køkkenskab i hjørnet fremdrog han en rulle gaffatape og i stuen havde han sin bunke med filttæpper. Hænderne kørte per automatik og kvinden var hurtigt pakket ind. Ublidt fik han slæbt hende ud i opgangen og skubbet hende ned af trappen. Det var lige meget om nogen så ham. Om han så havde gået med kvindeliget i armene ville folk være ligeglade. Desuden var han ligeglad om han blev opdaget. Endelig nåede han til hoveddøren hvor han stoppede op og tørrede sig over panden inden han åbnede døren. Støvregnen føltes som nåle mod hans svedige hud. Fra første sal kiggede en ældre dame ud på ham gennem sine gardiner, men hun vendte sig hurtigt væk da hun så han kiggede på hende. "Ja vend du bare tilbage til dine potteplanter!" råbte han efter hende. Endelig nåede han til de store containere og fik bakset kvinden op i en af dem. Han tørrede hænderne i sine bukser og kiggede tilbage på de store betonblokke. "Et mindesmærke på samfundets elendighed". Han lo og vendte sig for at gå. Mens han gik begyndte han at nynne.