Bag hegnet ved åen hang de lækreste, røde hindbær og kaldte på mig. Skønt rækværket var lavt, så var armen ikke lang nok!

Der måtte handling til!

Til en start bundtrawlede jeg klædeskabet for at finde mit grimmeste tøj til havebrug frem. Valget faldt på et par lilla kondibukser fra 80'erne med et varierende sortiment af malerklatter, samt en bluse der var krøbet i vask og over årene havde transformeret sig fra hvid til grå.

Med en praktisk elastik i håret, var der gjort klar til ombordstigning i husets grimmeste røjser, der tilhørte min mand. De udmærkede sig dog ved at være solide og tætte, nu hvor jeg skulle en tur i åen for at plukke de modne herligheder.

Jeg lod mig nedsænke i vandet med str. 45 på fødderne, og det føltes unægtelig som to slæbepramme, der slingrede autonomt af sted gennem mudderet! SLUUUB...!. SLUUUUB...! lød det, mens jeg med besvær fik trukket støvlerne med mig.

Vejen til hindbærrene var belagt med smertelig lange brombærranker, så jeg havde bevæbnet mig med en grensaks for at klippe mig vej gennem den tornede urskov! Det næringsrige åløb havde gjort dem ekstra spirevillige det år.

Årets varmeste dag fik sveden til at pible, mens jeg med uformindsket styrke fik hevet nogle sumpplanter op og smidt over diget. Den slyngende proces bombarderede mig med mudderklatter, som aflejrede sig i ansigtet.
I gerningsøjeblikket var jeg mig helt bevidst om, at jeg næppe lignede en fotomodel på forsiden af Vogue!

Fra min nedsænkede position hørte jeg pludselig lyden af dørklokkens "DIIIING-DOOONG..."! Jeg holdt vejret og håbede inderligt, at det var besøgende med et kort ærinde, som min mand hurtigt kunne klare.

Men nej!
Fra den blinde vinkel hørte jeg, at min mand åbnede døren. Han blev tilsyneladende vældig glad og overrasket.
"Neii...! Velkommen! Kom indenfor!" lød hans glade stemme. "Sikke en overraskelse!"

Det sidste kunne jeg tilskrive mig.

Jeg kastede et desperat blik ned ad mig selv og konstaterede, at trylle-feen ikke havde været forbi og klædt mig om til hofbal.

Nu var der helt stille oppe ved hoveddøren, som tegn på at gæsterne befandt sig indenfor.

Tanken om at snige mig op fra åen og ind på badeværelset begyndte at tage form. Jeg nærede et forfængeligt håb, om at gæsterne ville befinde sig i baghaven, mens jeg afmonterede mig hæslighederne.

Jeg sjokkede plaskende hen langs grøften og krøb op på brinken. Sneg mig rundt om garagen... og DÉR ... lige DÉR..., midt på gårdspladsen, stod nogle mennesker, jeg aldrig før havde set!

Min mand tændte forklarelsens lys og præsenterede mig for en kollega fra sit firma og hendes ægteviede.

De stod i smart cykeldress. Velduftende af morgenbad og virksom deodorant. Håret var sat i en frisk frisure og hele fremtoningen var dejlig sommer-rigtig!

Dér stod jeg... dryppende af mudder, i et par gigantiske tilsølede gummistøvler, der blot manglede et par påhængsmotorer for at kunne sejle en tur over bugten alene.
Som Danmarks grimmest påklædte ville jeg være i stand til at løbe med både 1., 2. og 3. præmien.

De mudderindsmurte kondibukser posede ud over skafterne, samtidig med at jeg mærkede et par forræderiske smatklatter arbejde sig ned over ansigtet.
Håret fuldendte indtrykket ved at stritte ud til alle sider takket være den nærgående kontakt med brombærrankerne.

"Ja, og det er så min kone!" forklarede min mand venligt, mens jeg mærkede virkningen af svedskjolderne, der gjorde blusen mørkere på udvalgte steder!

Hvad skulle man sige?

"Har du været ud at fiske?" spurgte kollegaen forsigtigt med et glimt i øjet, der lettede gevaldigt på stemning.

For øvrigt: Købe-hindbær smager nu også ganske fortræffeligt!