Jeg voksede op, i et kristent samfund. Eller det var det vel egentligt ikke. Det var Danmark. Landet med religionsfrihed, du ved. Frihed til at tro hvad du ville, men med fysiske begrænsninger. Hvis du nu var muslim, og ønskede at blive begravet på en muslimsk kirkegård, så kunne det ikke ske. Så skulle du, når du var død, flyves til Pakistan eller andre muslimske lande, og der kunne du så blive begravet. Grundet til det, var at der ikke var plads nok i landet Danmark til en kirkegård. Plads nok i folkets sjæle måske. For der var mange øde marker, store arealer, med plads nok. Men i folkets sjæl var der trængt. Der var ikke plads til mere. Ikke plads til mere ligestilling. Det var nok at mænd og kvinder var lige. Dyr respekterede man også. Folk fra andre lande var så småt ved at blive en del af folkets hjerte. Men muslimer, der blev grænsen trukket. Tørklæde, Ramadanen, og så videre, du ved. En kirkegård skulle de ikke have. I dette velfærdssamfund, med religionsfrihed.
   Jeg flyttede. Jeg ville se livet, uden for disse mure. Det hele føltes så tomt i Danmark. De lod som om at der var plads til alle mennesker. Men i virkeligheden, kunne de stakkels danskere ikke klare mere. De havde for travlt med så meget. Jeg tog til forskellige lande. Rundt i Europa. Jeg så det hele. Katolikker, protestanter, jøder osv. men det fangede mig ikke. Alle landende var som en isoleret mekanisme, der bare gjorde det samme igen og igen. Alle disse gentagelser gjorde europæernes hverdag mere tom end den i forvejen var.
   Så jeg rejste videre. Verden jeg nu ville se, og smukt det var, hvad jeg så. Min verden blev nu belagt af østens visdom. En visdom jeg aldrig vil glemme. Asien. Jeg mødte; hinduismen, Kungfutsianisme, Shintoisme og så videre. Men hvad jeg faldt for, mener virkeligt faldt for, var buddhismen. Alle disse kæmpe statuer, af Buddha. Disse livsbekræftende munke og nonner. Ønsket om at finde livets sandhed, sjælens befrielse. Håbet om at det kunne lykkes. Tanken at alle var lige, myrerne som menneskene. At der ingen guder var og ingen at tilbede. Folk bliver ikke tilbedt, men respekteret. Ikke på grund af deres tøj, udseende, eller karriere. Fordi deres sjæl var blevet befriet. Befriet fra menneskeligt begær.
   Tilbage skulle jeg jo. Til landet Danmark. Man kan jo ikke bare flytte til Asien sådan lige. Så jeg ankom, i lufthavnen. Der stod de, mor, far, og mine bedsteforældre. Glade for at de dem, det var jeg. Men ikke længere forstod jeg dem. De levede for godt. Tog ikke til takke med hvad som helst.
   Utaknemmelige, det var hvad de var. Faconløse. Kyniske. Uforbarmende. Følte sig hævet. Hævet over alt andet end deres Guder. Dyr var for dem, væsner der eksisterede for at de skulle have noget at spise. Koen var ikke en ko, koen var mad.
   Nu forstod jeg virkeligt hvad det var buddhisterne mente. Hvor selvoptagede vi var. Bitre. Måske fordi livet ikke var værd at leve i vesten. Jeg havde set skønheden, og jeg savnede den. Savnede denne fred, jeg vidste fandtes. Denne følelse var ulidelig. Jeg valgte at tage tilbage. Valgte at jeg ville leve. Finde min indre ro. Nirvana. Stilstand. Tomrum. Hvile.
   Fandt hvad jeg ville. Døde i fred. Genopstod ikke. Fuldført.