På denne jord med mennesker er lille Dannevang,
hvor flere millioner gode daner går i svang,
Om ikke med hinanden, så måske hver for sig,
Der bli'r for alle sørget, ja for både dig og mig.
En smule mere end vi alle ønsker hver i sær
Men der er nok til alle, si'r man hos det offentlige her.
Du blot kan vælge frit fra fad om hjælp og al det der.

Så stolt og modigt går jeg med min krisepsykolog.
Der hele tiden siger, jeg er ikke rigtig klog.
Men det gør ikke noget, ja, tænk det siger han,
fordi jeg er en helt igennem helt almind'lig mand.
Gu' ved om det mon passer, jeg skal ikke gi' et bud,
For hvis det ikke gjorde, stod hans tegnebog for skud.
For han skal leve af at sige, vi er gale tosser her,
skønt jeg fortæller ham, det rager mig en fjer.
Så sådan går det selvforstærkende på hver sin ret og led.
Du blot skal sørge for hans ord nu ikke gør dig ked.
For hvis du først blir "depri" over hans påstand om dit sind,
Da har han slaget vundet og et brækjern drevet ind.
I din mentale barrieres tykke mur,
For nu er du en rigtig sag, når psyken får et fur.

Min sagsbehandler følger mig, han er en kløgtig mand.
Hans ord er lov og eviggyldig, ja, han er så sand så sand.
Og bankrådgiver har jeg skam, han råder hist og pist.
Sit værd han kender han er dyr, hans råd er ganske vist,
at jeg skal investere til min alderdoms pension,
Så jeg som olding kan med konen gå på kroen.

Med alle disse men'sker til at gi' mig livets salt,
der sku' man næsten tro, at intet ku' gå galt,
men dybt i hjertet har jeg skabt en lille fantasi,
der siger mig, at målet ikke nået er fordi,
vi ender nemt, ja alle i eksperters kloge klør,
der rask væk siger, du af livets landevej blot kør.
Men uden deres faglig hjælp og visdom er det slut.
Du døden da står nær og har livet sønderbrudt.
Jeg tror dog, at min egen dømmekraft kan gå,
og hvis eksperterne benægter det, så er det så som så,
Jeg deres dømmekraft betvivler, tager selv om livets ror.
Jeg tror jeg finde vil mit paradis, præcis der hvor jeg bor.
For som sømand navigerer jeg på livets store hav,
måske jeg skær vil finde, når ingen kursen ret mig gav,
men jeg kan også gisse selv, og det er måske bedst,
at jeg farten selv bestemmer til hverdag og til fest.
Og kun om hjælpen skriger, hvis jeg sku' gå helt på grund,
Lad andre da mig hjælpe, med bistand god og sund,
Forhåbentlig engang jeg kan betale hjælp retur,
Hvis det sku' være ønskeligt, jeg tror ideen dur.