Se det jeg nu skal skrive, det er meget meget svært,
for jeg vil digte vers, der får mig til at synes lærd;
thi mit geni er lille, men mit ego ganske stort.
Nu har jeg altså sagt det, det var meget modigt gjort.

Hvis nu min kære læser ikke helt er rigtig klog,
så ku' han let forledes til at tro, det bli'r en bog
som hylder mig og mit geni med mange flotte ord.
Men det er alt for farligt for et men'ske her på jord.

For er man helt forelsket i sit eget lille jeg,
så siger alle andre, at man er et studekvaj.
For ens geni må ikke høres, ja næppe heller ses,
så kommer janteloven fra en ækel fjendekreds.

Men somme si'r, det er kun ret, ja faktisk ikke galt
og janteloven er skam sand og ikke spor befalt,
af høje kloge magter, der regerer her og tror,
man dukke skal genier, der går rundt på denne jord.

Så lad mig dyrke mit geni, skønt det er meget småt,
det bevirker at mit livssyn bli'r en smule mindre gråt.
Det er en ringe pris for verden, giv mig lidt rabat
så livet som jeg lever bli'r en smule mindre mat.

Lad janteloven leve, hvis den meget gerne vil
den styrker nogle men'sker fra den dag de bliver til.
Den hjælper dem at undertrykke eget mindre værd
og er for dem i livet her et slebet forsvarssværd.

For mange er det sådan, hvis de er i hjørnet sat
de påstår, det er centrum i en verden sort og glat,
og sku' de blive modsagt i det golde argument
de går til voldsomt angreb og blir' ganske edderspændt.

Det kan jeg ikke bruge, det er nemlig noget skidt
jeg har jo ret, det ved enhver, det spores milevidt.
Så lad mig blot i fred og ro, for når jeg gi'r dig ret
Du har det ej, men jeg får fred, og det gør livet let.