Han var bange, han vidste ikke hvad han skulle gøre, de sagde at hans mor skulle dø, at det var derfor de kørte hende på hospitalet.
   "Jamen er det ikke kun migræne?" spurgte drengen.
   Ambulancemanden kiggede ned på ham og sagde ikke noget for en tid, så sagde han:
   "Nej det er ikke migræne, din mor har fået en hjerneblødning."
   Drengen kunne ikke andet end bare at stå og kigge.. Han hørte ikke noget, så ikke noget, ordene dannede ekko inde i hovedet på ham, alt blev sort.

Da han vågnede op lå han på en seng, nogle snakkede ved siden af ham, det var hans faster og onkel, de kiggede på ham da de opdagede at han var vågen.
   "Hvor er mor henne?" spurgte han.
   Hans onkels ansigt blev mørkt, men så sagde han:
   "Helle har fået en hjerneblødning, og det er ikke sikkert hun overlever."
   Drengen hørte kun ordet hjerneblødning, det susede igen for ham, han rejste sig og spurgte om han måtte se hende.

Da han kom ind på sin mors stue, lå hun der på hospitals sengen uden at røre sig, han var bange...
   "Mor?" sagde han.
   Hun lå bare der, rørte sig ikke, trak knapt nok været, han løb grædende ud af stuen, undgik gribende hænder og stak af ud på gaden og blev næsten kørt ned af en bil da han løb over vejen.

Få måneder efter han mors hjerneblødning blev hans mor og far skilt. Da han fik det at vide brød hans liv sammen, han prøvede at være hos sin mor og far på en gang, men dette er desværre en umulighed selv for en 12-årig superhelt. Han fik det dårligere og dårligere fordi hans far begyndte at manipulere med ham, sagde at hans mor havde gjort did og gjort dat. Han blev truet med prygl hvis han sladrede til sin mor om alt dette. Hans far forbød ham at se sine venner når han var hos ham, hans far råbte og skreg ham ind i hovedet hvis han kom til at vælte et glas hvand ud på bordet.
   "HVAD FANDEN TÆNKER DU PÅ KNÆGT? KAN DU SÅ SE AT FÅ DET MØG TØRRET OP, DIN SKARNS UNGE?"
   Og hver gang blev drengen endnu mere indelukket.

En dag tog han mod til sig og snakkede med sin mor om det, og hun blev dybt chokeret og begyndte at skælde ham ud fordi han ikke havde sagt det noget før.
   "Hvorfor kom du ikke og sagde at din far svinede mig til bag min ryg, din lille ballademager?"
   Han vidste ikke hvad han skulle sige, han stak af og blev væk i flere dage men kom da til sidst hjem, og fik et lag prygl.

Som følge af alt dette blev drengen meget voldelig og havde ingen venner af nogen art helt op til 8. klasse og han var ikke i stand til at vise nogen form for kærlighed, der var kun plads til had. Men en dag læste hans klasselærer nogle af de digte han havde skrevet sin vrede had og fortvivlelse ned på, og han hjalp ham med at søge psykologhjælp og kom senere over det. I slutningen af 9. klasse fandt han da også "The girl" som han blev forelsket i. Han var 15, næsten 16 og hun lige fyldt 14. Men ironien er at selv kærligheden er imod ham. De har kysset og mere til, men hun siger hun ikke føler noget for ham.


* * *
   I denne tekst brugte jeg navnet "Helle" af hensyn til min mor.. Og det var lettere for mig at skrive mig selv som "drengen" Jeg er i dag kommet over det, har ikke snakket med min far i over et år, hvilket er godt fordi hver gang vi er sammen prøver han at manipulere med mig.