Mens sneen falder og julen står
der udenfor døren og kalder,
jeg skriver et digt, så godt jeg formår
om julegaver og bomber, der knalder.

Skønt mennesker kun lever i slagsmål og skrig,
vi skal elske hinanden og ej lave krig,
siger alle de kloge, der udmærket ved
vi kun orker at råbe om jul og om fred.

Og julen varmer og ovnen snurrer
i køkkenet, hvor maven knurrer
af ren og skær forædt forstoppelse
af julemad og moralsk forpoppelse.

I supermarkedet nu folket kæmper
om pakker og gaver før lyset dæmper
ved lukketid og hindrer et slagsmål,
så julefreden kan dulmes i rødkål.

En fredsdue over snemarken flyver,
hvem siger dens image ikke lyver.
Jeg kender det fjerkræ, en satan strid
der kun venter på at yppe splid.

Når duen flyver og er så fredelig,
så er det nemlig ærlig og redelig,
fordi den savner en anden at pande
og ikke gider på snemarken lande.

Atombomber er noget værre lort,
hvis de ikke virker som aftalt,
og du har givet penge og smurt
din forhandler, der kun har dig bagtalt.

For Putin og Bush, Hussein med mer
er simpelthen bare kolleger,
der bekæmper hinanden og mange fler
der også hedder strateger.

De strides og kævles på det store plan.
Vi andre, vi slås på det mindre.
Vi mennesker tilhører en kæmpeklan,
der ej magter krig at forhindre.

Se julefred med kager og sne
er hyg'lig og dejlig at holde,
men giv agt vi gør det kun in spe,
efter julen vi atter skal solde.

For freden er nemlig billigt til salg,
den dag vi igen er naturlige.
Vi trækker atter sværdet af balg
og bekæmper hinanden figurlige.