Jeg er en de andre dømmer,
fordi jeg er en dagdrømmer.
Hvorfor skulle jeg i livet deltage,
- rende rundt og stresse og jage.

I min egen lille opdigtede verden,
her kan ingen følge min færden.
Derude tror de at de ser det hele,
men vil alligevel ikke med mig dele.

Ingen dømmer mig for hvad de tror,
i mit univers, min sjæl i fred gror.
Derude ser de på mig og dømmer,
ud fra deres egne opdigtede skrøner.

Hvorfor skulle jeg deltage i al den smerte,
når jeg kan gemme mig i mit ensomme hjerte.
De siger jeg skulle se sandheden i øjnene,
men hvordan skal jeg se gennem alle løgnene?

I mit hellige sted har jeg fred og ro,
der ved jeg altid hvad jeg skal tro.
Derude siger de et, men mener noget andet,
for der er løgne med sandhed blandet.

Hvis jeg bare derinde kunne blive for altid,
og sætte en seddel på mit ansigt med "skrid".
Det gør så ondt at se al den smerte i verden,
hvordan skal jeg dog kunne undgå smerten?

Min indre verden er så simpel og ligetil,
Der kan jeg gøre lige hvad jeg vil.
Derude skal jeg spørge om lov,
I en ugennemskuelig paragraf skov.

De siger jeg lyver for mig selv,
Fordi mit liv et en oprørt elv.
Alt er bare gået helt galt i mit liv,
Men de siger bare lad være med at piv’.

De siger at man skal af smerten lære,
- sådanne et sted ønsker jeg ikke at være.
De siger det hele bare bliver værre,
Men det er vel fordi de gør der svære.

I skjulet kan jeg glemme hvad der sker,
Min sult kan jeg slet ikke mærke her.
Se hvordan du ser ud, siger de bestemt,
Men hvad de hed, har jeg helt glemt.

Hvorfor kan jeg ikke bare leve i fred,
I mit hjemme lavede fængsels bad.
Lad mig dog blive her og segne,
Jeg kommer jo alligevel ingen vegne.

Tørsten er også ved at svinde,
Nu er jeg endelig ved at vinde.
Her kan ingen mig nå,
Jeg orker ikke at stå...