Jeg sidder i en celle. På en base i det Amerikanske internat. Hvem er jeg?..
   Jeg er anklaget for at være medlem af et netværk. Der er lænker om mine ben, og om mine håndled. Én gang om dagen luftes jeg som en hund. Et bur på to gange to meter, det er mit hjem. Jeg er en paria. Hvad er min brøde?.. Er jeg kriminel?.. Er jeg terrorist?..
   Jeg ved det ikke. Jeg havde et liv med en kvinde og et barn, da de kom en nat og tog mig. Jeg er en fremmed, men hvem?.. Jeg ved ikke hvad de vil gøre ved mig, men jeg lider.
   Paranøja?.. Det er nu min lod. Jeg har ingen venner. Igen og igen bliver jeg spurgt om mine forbindelser til det netværk. Jeg ved ikke hvad de mener, men jeg er lige her, i lænker, svedig.
   Vi er anklaget for forbrydelser imod menneskeheden. Men hvem er menneskeheden?.. Er det os?.. Eller er det de andre?.. Og hvem er de andre?..
   Jeg er alene med min fortvivlelse. Jeg kan kun græde. Mine følelser er ikke til låns. De er et produkt af den ulykke, den krig jeg er en del af.. Hvor er det barmhjertige menneske?..
   Jeg har ingen venner. Ved ikke hvem der er hvem. Tomheden er min følgesvend. Døden min frelser, men han er ikke til sinds at lade mig tale med ham. Hvor er han?.. Jeg græder.
   Tusind sole skinner på mig, der er ingen skygge. Jeg lider hedens kvaler! Er jeg et produkt af to menneskers kærlighed?.. Eller er jeg et produkt af den rædsel, som krigen og dens lakajer er en del af?.. Af voldtægt?.. Jeg ved det ikke, men jeg lider.
   Fange nr. 2010-22, er det der står på mit bryst og min ryg. Kun vindens kærtegn stryger min kind. Varmt, men med en følsomhed der er genkendelig.
   Det er tid nu for den daglige gårdtur, hvor mine lænkers raslen, er det eneste der afbryder den monotonitet der er i min hverdag.
   Om jeg er elskovsbarn, eller resultatet af en voldtægt, det er lige meget nu. Jeg har forbrudt mit liv, siger de.
   I morgen når solen står op, er det tid for de næste til at møde den barmhjertige død. Vi er i Guds eget land. Men hvor er han?.. Gud?.. Der skulle lindre alles lidelser?.. Jeg ved det ikke, han er ikke her, og kan ikke komme ind, hvor alle døre er låst, og hvor håndtaget er på den forkerte side af døren.
   I guds eget land?.. Jeg vil godt møde ham, lade ham forstå jeg er et menneske, en bonde, hører ikke til her. Om jeg er et produkt af den varmeste kærlighed, eller den groveste voldtægt! Så er jeg dog et menneske. Jeg lider, alene.
   Med smerte.