Da jeg trådte ud af min mørke hule, ramte det skarpe sollys mig med et kraftigt slag, så jeg så både sol, måne og stjerner, selvom solen i princippet egentlig også er en stjerne.
   Jeg samlede al min indre energi og trådte et skridt ud på stien.
   I det korte øjeblik min storetå ramte den øde sti, eksploderede hele verdenen i farver, stemmer, lugte og lyde jeg aldrig havde oplevet.
   Og jeg så hvordan utydelige skikkelser langsomt blev tydelige og konturerne fremhævet. En utal af andre mennesker masede sig forbi hinanden og mig. Jeg blev skubbet rundt fra den ene person til den anden - ude af stand til at bestemme selv hvor mine fødder skulle placeres. Jeg så mig forskræmt over skulderen og ledte efter min trygge hul, men den var væk. Forsvundet bag havet af travlhed. Den stærke understrøm greb fat i min ene ankel og hev mig afsted. Længere og længere væk fra min hule.
   Jeg kæmpede alt hvad jeg kunne og prøvede at gå mod strømmen. Men den var for stærk. Så jeg opgav og overlod mig selv til alle de andre.
   Et langt stykke henad stien blev jeg smidt af og landede ude i græsset. Eller det havde været græs engang. Nu var det nedtrådt, brunt og mudderet var ved at bane sig vej nedefra. Så jeg satte mig tungt på det mudret græs og pustede.
   Havet bølgede videre og blev vildere og vildere og jeg prøvede at fastholde mit blik på de forskellige detaljer, men det var umuligt.
   Min øjne flakkede og jeg blev svimmel. Men een detalje havde jeg nået at fange. De sejlende mennesker havde alle tøj på og jeg kiggede nedad mig selv og konstaterede at jeg ikke passede ind, da jeg ikke havde en trevl på kroppen.
   Jeg var bar. En uidentificerbar følelse jeg aldrig havde haft før bredte sig i min krop og jeg kunne mærke, at mine kinder blev varme. Hurtigt lagde jeg mig på maven og ormede henad det brune græs, som medførte at jeg var smurt ind i mudder fra halsen og nedefter. Et lille smil begyndte at lægge sig på mine læber og jeg gnæggede for mig selv. Nu lignede jeg de andre. Og jeg kastede mig ud i den bølgende hav og prøvede at følge med strømmen. Jeg ville derhen, hvor de andre skulle hen, men hver gang jeg prøvede at gå i deres fodspor, skubbede de mig ud og hvæsede: "Kan du komme væk. Du hører ikke til her."
   Men jeg giver ikke op. De kan give mig alle de knubs de vil. Jeg vil altid prøve at følge med.