Der var engang en meget respekteret mand, som folk tit roste til skyerne. Han havde flere gange hjulpet folk med deres problemer, og det havde givet ham tilnavnet ,"manden der kunne alt". Hvis der var noget som folk ikke kunne klare, så kunne man altid hente denne mand, så skulle han nok hjælpe, og ikke en eneste gang, havde han sagt nej til at være der for et andet menneske.
En dag var der en bonde der begav sig af sted, for at hente manden. Det gjorde han fordi, der stod en ufattelig høj pæl ude på en mark. Der var aldrig nogen for hvem det var lykkes, at klatre helt op på toppen af denne pæl. Nu skulle den endelig betvinges og afsløre sin hemmelighed for samfundet. Manden og bonden gik ud på den mark, hvor pælen stod og stadig står. Der stod allerede en folk mennesker derude på marken, alle ventede de på manden man mente kunne alt.
Alle bønderne spurgte manden, om han ikke nok ville klatre op på pælen for at se, hvad der kunne være på toppen. En af bønderne mente, at man måtte være en slags gud, hvis det lykkes ham at klatre så langt op, og sætte sig der. Men de mente alle sammen at manden nok ville kunne klare denne opgave, han var jo trods alt manden der kunne alt. Manden sagde straks ja til at forsøge at klatre op af pælen, for han var jo altid parat til at hjælpe folk og gøre hvad de bad ham om.
Manden satte sine store hænder omkring pælen, og begyndte langsomt at klatre op af den, til folks store begejstring. Han kunne høre dem juble for hvert stykke han kom op af pælen, selv da han var en halv kilometer oppe af denne ufattelig høje pæl, kom lyden af deres glade tilråb op til ham. Men da han kom en kilometer op, kunne han kun se bøndernes arme der viftede rundt over deres hoveder.
Manden klatrede og klatrede og snart var alle folk på jorden ude af syne, men han klatrede alligevel videre. Han havde jo et mål at opfylde. Langt om længe nåede han toppen af pælen, som var langt oppe over skyerne. Han satte sig glad på toppen af pælen og kiggede ned, for at se om han ikke kunne skimte en der jublede, men han så intet. Der sad han nu på den erobrede pæl og håbede på at lyden af glade mennesker skulle komme op til ham, men han hørte ikke andet end vinden der suste forbi ham.
Der gik ikke lang tid inden han blev ked af det, han var jo så vant til at blive tiljublet når han havde udført en opgave. Pludselig gik det op for ham hvor ensom han var, han sukkede og depressionen ramte ham hårdt, og helt ind i hans hjerte. Han begyndte så småt at græde, da det gik op for ham, at han var helt alene.
En let vind skød ind imod ham, og han tippede baglæns af pælen. Manden begyndte at falde ned mod jorden i høj hast. Imens tænkte han stadig væk på hvor ensom han var, og flere tårer kom til syne på hans kind. Han sagde ikke et eneste ord på vej ned imod jorden, han tænkte kun på hans ensomhed. Lidt efter lidt gik det dog op for manden, at han var ved at falde ned på jorden, dog var det kun en slags baggrundstanke.
Nede på jorden var der en af bønderne, der fik en vanddråbe på sin skaldede isse. Han sagde straks til alle de andre, at det nok var ved at trække op til regn. Pludselig så man manden der faldt mod jorden i al hast, og ikke længe efter lød der et bump. Alle folk gik hen for at se på manden, der lå livløs på jorden. De blev mødt af det forfærdelige syn, og vendte sig straks om for at gå væk og hjem til deres huse. De gik hurtigt, for de ville ikke være våde, hvis det nu skulle begynde at regne.
Hvis du rejser rundt i landet og en dag kommer ud et sted, hvor der står en utrolig høj pæl. Så ved du at der et sted lige i nærheden, ligger et lig af en mand som i sin tid blev hædret meget for sin hjælpsomhed. Manden har været oppe på toppen af denne utrolig høje pæl og siddet og kigget ned. De sørgelige rester tilhører den ensomme mand som kunne alt, undtagen at flyve.