Et sted ude i Østersøen lå et vrag fra en fiskerkutter. Omkring det, svømmede fiskene rundt. Alger satte sit præg og gav marinelivet ly og næring.
Det var en gammel kutter, "Signe" hed hun.
Inde i kahytten sad Karl. Hér havde han opholdt sig i snart 23 år. Han så roligt ud på livet omkring sig, snakkede med fiskene og spurgte dem, hvordan verden så ud deroppe i dag.
Ensomheden var han vant til. Den ene dag tog den anden. Det eneste uventede, der kunne ske, var hvis det stormede deroppe og en eller anden vragrest landede på havbunden, i nærheden. En gang var det en hel container. Hold op, et røre der blev omkring ham. Alle fiskene var chokerede i dagevis.
Karl havde haft god tid, til at tænke over situationen, der førte til, at han nu sad hér. "Den gamle", altså skipperen, havde fået hjertekrampe og var styrtet overbord. Det var mørk nat og Karl kunne ikke finde ham. Efter nogen tid, satte stormen ind og kutteren fik sådan en overhaling at hun kæntrede. Karl havde fat i redningsvesten, men døren til kahytten var blokeret af fiskenettet, han forinden havde været i gang med at hale i land, og han blev trukket med ned på bunden.
Nu sad han så hér. Længslen efter sine kære, havde han lagt fra sig for længst, det nyttede jo ikke noget alligevel. Han havde set på i stilhed, mens fiskene tog småbidder af hans krop til den til sidst var væk og kun et spinkelt skelet var tilbage. Man må sige, de havde gjort det flot, fiskene.
Han gjorde sig mange tanker om sit forgangne liv deroppe. Han havde vist ikke altid været en super fyr. Kunne godt have vist lidt mere kærlighed til sin familie. Men de kunne irritere ham så voldsomt, at han blev helt febrilsk og slog om sig. Han fortrød at han slog Emil, den ældste søn, så meget, at han forlod hjemmet. Selv om Karl havde undskyldt, blev det aldrig ugjort. Agnete var ikke den samme efter det og deres ægteskab blev en dødssejler.
De havde sikkert været lidt kede af det deroppe, da de fandt ud af at han var druknet. Så var der begravelse og tårer og så fortsatte livet jo.
Karl var ikke bitter. Han havde været en hårdtarbejdende fisker, der sørgede pænt for familien.
Nej, han havde ikke meget at fortryde, derfor undrede han sig nogle gange lidt over hvorfor han ikke blev ført et andet sted hen...i himlen eller sådan noget? Mærkeligt at han bare skulle sidde hér. Men Karl havde accepteret sin skæbne for længst, han kunne jo ikke ændre den alligevel.
Og nu svømmede fiskene rundt derude og blæretangen voksede sig så stor at nogle af dem nåede næsten helt op til overfladen og lyset.

En dag kom et par dykkere ned til ham. Mogens følte et sus af uventet, glemt længsel, hans skelet skreg til dykkerne om, at tage ham med op på overfladen, tilbage til livet.