"Der bliver engang en dag, hvor du sidder ved kaminens varme og venter spændt. Kaminen er selvfølgelig ikke ægte, og der er de dansende flammer ej heller, men resten af det er ægte: Den trange, hyggelige stue, dine børn, som leger med plastiklegetøj, dine strømper, som din tante strikkede, og du stadig har på jul efter jul: de ting er ægte. Din mand vil sidde og holde om dig. Din livsvarme vil boble i dig. Du er fremtiden, og du er livet på denne globus af plast. Du får et skønt liv, det er jeg sikker på. Du vil opleve de glæder, som tilkommer sig et menneske. Du vil få et plastikkort med mange tal i den anden ende, så du kan købe en masse plastikposer og fylde dem op med madspild.
Når den gang bliver og jeg ikke er her mere, så tænk på mig. Forestil dig, at jeg er i kaminens flammer. Jeg er det dansende elektriske lys i plastikruden foran dig. "

Sådan sagde hun til mig, da jeg var barn. Det meste sagde hun i hvert fald. Plastiktingene tilføjede jeg selv.
Nu er engang blevet til dette moment, og jeg sidder i stuen, som hun sagde. Stuen er meget varm, og flammerne danser rundt om mig og kaster min skygge på trægulvet, som var det min sjæl, der bevægede sig udenfor min krop.
Jeg er alene, for der er ingen andre end mig i flammernes dans. Omgivet af varme, som min mor lovede mig, men uden varmen fra en krop eller fra kærlighed. Varmen er lavet af træ. Jeg sidder på bare blottede knæ, og en blodig splint stikker ud fra mit hjerte, men jeg bekymrer mig ikke om splinten eller smerten. Jeg opsuger den fysiske varme, indtil jeg forstyrres. Jeg forstyrres af en ildelugtende røg. Plastikkens smeltede korpus fylder mit ansigt. Fylder mig. Selv mit brændende bål af træ. Mit brændende bål af ægthed. Selv det forstyrres af plastikken. Først her mister jeg besindelsen. Først her mister jeg roden til den runde plastik-globus. Alt før dette var mine flammer, der dansede for mig, som blade der suser i skoven. Nu er det plastikkens frådende gnistrer, der danser som pixels på en skærm. I plastikskærmen ser jeg min mors ansigt.

Der var engang en pige, som blev født under de lykkeligste omstændigheder. Et ønskebarn. Det var hende. Nu forsvinder hun tilbage til flammerne, analogt med de brændende flammer som opslugte den livmor, hun blev født af. Den livmor som hun blev revet ud fra da plastik-sugekoppen ramte hendes knold og trak hendes hoved skævt på vej ud. Den. Liv. Mor. Det Liv. Mord.
Bare rolig, sagde de. Et skævt hoved bliver hurtigt normalt igen for et barn.
Sådan sagde de. Og da pigen blev stor nok, og det var jul, så sagde hendes mor til hende.
"Der bliver engang en dag ..."