Mens mor arbejdede på universitetet, og far stod og råbte af værnepligtige, var lille Katrine stukket af fra sin fars værelse på kasernen med et frækt grin. Hun var lige fyldt fire år, og havde altid lært at gå på eventyr alene, for det kunne man godt derhjemme, i sommerhuset og selvfølgelig også på fars arbejde. Børnehaven havde lukket på grund af lus, så hun skulle jo et sted hen og Katrine var så vant til kasernen.
Far var en rar mand, han var nok den rareste mand i hele verden, hvis man spurgte Katrine, og spurgte man mor, var far den modigste mand og hendes helt. Mor var den blødeste og kærligste og den bedsteven man kunne ønske sig. Hun tog en med på cafe, og man fik en is eller en kakao.
Men alligevel kunne ingen slå Moffe. Moffe, som Katrine kaldte morfar, som aldrig skældte ud og altid havde tid til Katrine.
Hun havde fra sin mor lært at hvis man skulle snige sig rundt, så skulle man være stille. Man kunne snige sig fra fars soveværelse på kasernen hen til Moffes kontor, og fra lejligheden derhjemme kunne snige gå over til Moffe, som boede lige overfor.
En enkelt dame kiggede skrapt på Katrine. Det var en af kontorpigerne. Ifølge mor var de lidt onde. Men de var nu søde nok, undtagen hende der.
Hurtigt løb Katrine videre, for hun havde udforsket gangene så mange gange de kunne vente lidt nu. Hun kom forbi kantinen.
"Der er du jo." Det var fars stemme. Måske mor også var her. Men det var hun ikke.
I stedet stod en pige i køkkenet og ordnede mad. Så kyssede far hende. Lille Katrine kiggede underligt på dem. De havde ikke set hende. Lille Katrine gik den vej hun var kommet og ud på græsplænen og sad der. Hun havde ikke forstået hvad der var sket. Hun vidste bare nok til at det ikke var sjovt at far kyssede den pige. Det var jo ikke mor, må man overhovedet den slags?
"Hov, hov." Katrine kiggede op. Det var en af de ældre soldater der smilte til hende.
"Er du stukket af fra din far?" Spurgte han. Hun rystede på hovedet.
"Jeg kan ikke finde Moffe." Så græd hun lidt fordi hun pludselig blev træt.
"Kom du her. Så finder vi to ham sammen." Lille Katrine havde altid været vant til at gå rundt på kasernen. Lige siden hun var helt lille. Med mor, far eller Moffe. Men nu ville hun ikke længere være på kasernen når hun havde fri fra børnehave. Nu ville hun helst have Moffe hjemme hos ham selv. På stuegulvet med spil, slik og fjernsyn fyldt med børne-tv og væk fra kasernen.
Så kom lille Katrine in på Moffes kontor og begyndte at smile.
Moffe gav hende en masse kindkys og hun sad på hans skød mens han arbejdede. Han lovede hende en stor is når de kom hjem.