Er jeg her? Er hun?

Eksisterer jeg? Er jeg tilbage i de vantes uvante gænge?

Hvor er jeg?

Stole, lagner, blegemiddel, fornemmelser, anelser...

Jeg er her, men hvorfor? De sagde, at jeg skulle.

Var.

Jeg var væk - oppe - ude - af mig selv. Hvorfor vil de have mig ned? Jeg flyver jo "se, mor!". Jeg er viljen i vinden, jeg er skyernes hærgen, jeg er solens hvislen, jeg er, jeg vil, jeg var!

Nu.

Er jeg her. I stolen. Lagnerne sluger mig. Blegemidlet sletter mig. Hvem er jeg uden vinden, skyerne, solen - i mig?

For jeg forsvandt. I et sekund. I en evighed. Jeg var i kløfterne, jeg susede over vandene, jeg sansede alt og intet - jeg opslugtes. Og jeg var alt.

Jeg er Afrodite. Holmes. Anderson. Guinevere. Pigen ved siden af. Jeg kan alt - kræfterne har sluttet sig sammen i mig. Jeg kan fikse alt. Ingen børn sulter, ingen frygt kryber om menneskers hjerter. Rolig. Jeg er her. Freden er her.

Men stop. Hjernen hoppede. Neuronernes sikring sprang. Jeg faldt, ned, ned, ned, intet stoppede mig. Indtil jeg ikke var mere. Alt forsvandt. "Guinevere? Afrodite?". Ingen forsvunden frygt, ingen ro, ingen glæde, ingen fyldte maver. Skulle jeg have gjort mere? Var jeg ikke nok? Skyld, skam.. på mig.

Jeg må forsvinde helt. Fraværet af vinden, skyerne, solen, efterlod verden som den er. Gold, forladt, uden nærhed, varme. Hvem kan leve sådan? Kan du? Kan jeg?

Jeg har mærket verden. Forsiden, bagsiden. Jeg har følt, oplevet, sanset. Jeg ville ikke mere. Hvad er der mere tilbage til mig?

Jeg er her. Hos dig. Hvorfor? Fordi de siger, at der er så meget tilbage. Du er enig? Jeg ved bedre. Har du set solen, som jeg har set en? Har du mærket uendeligheden bag dig? Vil du med mig?

Nej?