Det var umuligt for ham at afgøre, hvad der lød højest: skuddet eller Rosies hysteriske hylen. Men helt sikkert var det, at det var hyleriet, der var værst at høre på. Det var da også Rosie, langt de fleste i saloonen kiggede først på.

Hvad der havde forårsaget skuddet, var åbenlyst. Det her var Dodge City, når byen var værst. Der var lige ankommet en ny flok lykkeriddere fra Østkysten. Det var efterhånden umuligt at holde styr på alle de unge mænd, som følte sig sikre på, at deres lykke var gjort nu her, efter jernbanen var kommet til byen for fem år siden.

Og som altid kom de op at toppes med de lokale. Hvis ikke de skændtes om drikkevarer, så skændtes de om kortspil, penge eller kvinder. Det virkede nærmest, som om formålet med slagsmålene var slagsmålene selv. Resten var bare påskud.

Skuddet kom fra den nye sherif, Wyatt Earp. Han var mest kendt som professionel spiller og havde endda været dømt for hestetyveri, men nu var han altså lovens forlængede arm her i byen og havde været det siden 1876! Han havde lige fra starten sat sig i respekt. Hans Buntline Special, en langløbet Colt, sad meget løst i hylsteret og blev luftet ved enhver lejlighed.

Denne gang gik det dog ikke helt som planlagt. Wyatt Earps skræmmeskud (andet og mere var det ikke) havde til hensigt at oplyse samtlige tilstedeværende om, at hvis der ikke omgående blev ro på, så ville det næste skud ikke være et skræmmeskud. Det plejede at virke upåklageligt. Ingen havde lyst til en revolverduel med sheriffen.

Men hvorfor skreg Rosie så? Hun var jo vant til showet ...

Jo, det faldt sig så forbandet uheldigt, at Wyatts skræmmeskud, der som sædvanlig blev affyret op i loftet, denne gang ramte en lampe, som hang præcis over Rosies hoved. Hun hang som altid ind over baren og ventede på kunder, der kunne tænke sig at forsøde hendes tilværelse. Men nu var hendes hoved altså, hvor det var.

Samtidig med skuddet regnede det derfor med glassplinter og lampeolie ned over den stakkels Rosie. Rosie hylede som en stukket gris, og uden at tænke over, hvad hun gjorde, slyngede hun sit halvfyldte ølkrus lige i hovedet på den befippede sherif. Faktisk rigtig godt ramt på fire meters afstand!

Alle i saloonen skreg af grin. Det var en særdeles pinlig affære for Wyatt Earp. I bogstaveligste forstand var det selve hans manddom, der her blev gjort til grin. Højrød i hovedet brølede han, så ingen var i tvivl om, hvad han mente: "Den, der nogensinde omtaler det her til andre, har oplevet sin sidste solopgang! Er det forstået?" Han gik rundt og aftvang hver eneste af de tilstedeværende en ed, hvorfor han glødende af raseri forlod saloonen.

Der er gået mere end 52 år siden da, og da Wyatt døde for en måned siden, føler jeg mig ikke længere bundet af eden. Denne hændelse har aldrig før været nævnt i biografierne om Wyatt Earp.