Det er altid det samme her. Her ved min lille hytte. Det skifter aldrig. Her er hyggeligt. Jeg kan lide at være her. Det er trygt. Og min lille gule hund er trofast ved min side.
Forventningerne er lave her og jeg ved hvordan, jeg skal indfri dem. Hvis jeg bare er bliver på min plads, og står klar den ene gang om året, hvor de hiver mig frem, jamen så har jeg sikret mig et langt og lykkeligt, om end lidt ensformigt, liv. Men stabilitet frem for kaos. Det har jeg altid sagt.
I år er familiens unger dog blevet tilpas store, så der er nok en del mere kaos i vente. Deres små, fedtede pølsefingre kan de ikke styre. De griber fat og ryster det hele op og ned, og så ændres universet fuldstændig. Alting hvirvler omkring mig og hytten og min lille gule hund og de grantræer der står nær ved. Men kun for en kort stund. Når ungerne igen slipper deres tag, daler alting altid stille og roligt ned. Det hele lægger sig som en hvid dyne, der hvisker tavlen ren. Og ungernes hvin ekkoer længe i mit sind og bringer mig glæde, hvis jeg nu skal være helt ærlig.

Jeg aser og maser hele måneden, med at få træet over min skulder ind igennem døren. Men det er som om at jeg sidder fast. Rutinen holder jeg jo af. Men det kunne være rart, bare én gang at lykkedes med at bringe det forbandede træ indenfor. Så ser jeg, hvor meget de holder af at beskue mig. Betragte hvordan jeg aser og maser med netop mit træ. Og så giver jeg den én for galleriet. Jeg kigger på min lille gule hund, der står bomstille, blinker til den og knokler løs med træet. Deres store smil forstørres i glasset og det luner helt ind i min sjæl. Jeg æder deres glæde grådigt, og ved at de smil skal holde i de næste elleve måneder, hvor jeg ligger pakket ned sammen med guirlander, hjerter og kræmmerhuse. Så ligger jeg der i mørket, og jeg tænker at igen i år bragte snekuglen glæde.