Kender du den følelse af at være ved at drukne? Følelsen af at du har slugt så meget vand at du før eller senere må lade livet sive ud af dig? Sådan har jeg det dagligt. Dine fingre har aldrig været grønne, og selvom du elsker min race og proklamerer højlydt overfor hende den søde fra Allégade at du engang har levet af dine grønne fingre, så har de sgu aldrig været grønne. Ikke den mindste smule, højest lidt da du lod din søsters uvorne søn smøre ærtepuré i hovedet på dig, og du måtte fjerne det inden du fik det tværet ud i designersofaen.
Min udsigt er langtfra dårlig, det skal jeg være den første til at indrømme. Fra min plads på kommoden kan jeg iagttage alt hvad du laver, og være primærvidne til alle de gange du dummer dig. Til tider er det så hysterisk morsomt at jeg taber alle mine blade. Dog er det også lidt tragikomisk, for hvis jeg taber alle mine blade, så er mine dage talte.
"Ej, skat helt ærligt, kan du ik' se at den er tørstig?!" lyder det hidsigt fra Katinka i døråbningen. Hun er knapt nok kommet ind i entreen, før hun begynder at kritiserer dig sønder og sammen. Men hun har ret. Jeg har hængt lidt med stilken, de sidste par dage. Jeg kigger ned ad mig selv, og ser hvordan det vand du gav mig for en uge siden, har søgt tilflugt, som små skræmte dråber, i bunden af min beskidte vase. Det er det eneste tilbage fra den store balje vand du gav mig.
"Den kan klare sig, kom nu bare ind så du sød". Svarer du mens du ifører dig den uklædelige brøndbyhabit som du er overbevist om er Guds gave til manden fra Gentofte. Egentlig passer de ret godt sammen, tænker jeg for mig selv, mens jeg suger den allersidste dråbe op fra vasens bund. Hun er iført bukser der er fire numre for store, mens hendes fedtede blonde hår, barnagtigt er holdt væk fra ansigtet med et improviseret hårbånd. Men hendes ansigt. Det krampagtige, sammentrukne ansigt der suger alt liv til sig, er det jeg bryder mig mindst om. Hun syntes jeg har brug for vand! Mine blade falder stille ned på kommodens overflade. Måske skulle hun tage at kigge sig i et spejl, for det ansigt er mere tørt end en turisttunge i Sahara.
Trods tydelig fortørnelse over dit svar, tager hun den aflagte kakitrøje af. Jeg kan se dit blik, hvordan det tydeligvis forestiller sig, hvad der befinder sig under den tynde batikbluse. Din liderlige gamle gris... før jeg ved af det har du kastet dig i favnen på hende. Tydeligt opstemt begraver hun sit ansigt i dit. Hun spjætter vildt, og tasken slynges afsted gennem entreen. Hun er helt oppe at køre, og ligeså er du. Jeg kan se noget komme flyvende mod mig. Før jeg ved af det ryger jeg mod gulvet. Var det sådan min tid skulle ende?