Jeg glemmer ham aldrig. En gartner fra Højlandet, uden tænder og fingre så runkne som tørrede kviste. Jeg glemmer ham aldrig. Alligevel griber jeg mig selv i at glemme begivenhedernes egentlige gang. Ikke sådan så der intet er tilbage, men de små nuancer forsvinder som en raket der forlader Jordens atmosfære. Når det sker, og jeg sidder alene i herregårdens dunkle herreværelse med min stol rettet mod det store gotiske vindue, får følelserne frit løb. Jeg vil! Ikke glemme ham! Bander jeg lydløst mod vinduerne, hvor klatretræet vi plantede sammen for 50 år siden, stadig står. Knejsende, majestætisk mod den ildrøde himmel, velvidende om at tiden snart er fortid.
"Ønsker herren noget andet?" Stephen McDougal, min butler og eneste nulevende selskab, har altid haft en evne til at komme snigende. Lydløs som en los på jagt efter føde. "Vinen er exceptionel god i år, kan jeg bekræfte." Jeg slider langsomt blikket væk fra træet.
"Har du drukket igen?" spørger jeg mere brysk end jeg egentlig havde ment. Min tid er snart forbi, og vinen skal vel drikkes før eller siden. Aldrig har jeg selv været speciel glad for vin, og har aldrig givet en døjt for folk der lignede fisefornemme hønserøve, hver gang de observerede de røde gardiner i glasset.
"Nej, Sir, men connaisseuren fortalte alt om sorten, og han lod mig indføre i historien om vinens ophav."
"Jeg er ikke i humør til andet, ellers tak Stephen"
"Så gerne Sir." Stephen bukkede dybt, og gik ud af herreværelset.
Endnu engang er jeg alene i værelset. Jeg foretrækker faktisk at være alene. Det er en af grundene til at jeg aldrig er blevet gift. Det og så det med at jeg aldrig har interesseret mig for kvinder. Tanken om at have et hunkønsvæsen rendende rundt i min lille hule, er for mig noget der høre til andet steds. Gartneren er det tætteste jeg nogensinde er kommet på et forhold der havde mulighed for at spire. Men det var umuligt.
En klump former sig i min hals, og mit blik bliver sløret. På bordet ved siden af stolen ligger der et brev. Uåbnet og iført en klodset håndskrift som jeg kun kender alt for godt. En håndskrift jeg altid har elsket. Men noget over brevet, og den måde hvorpå det blev leveret, har efterladt et tomrum i mig. Ganske vist har jeg ikke åbnet det, men inderst inde ved jeg allerede hvad der står. Syg var han jo allerede dengang, men ikke syg som vi kender det. Han kunne simpelthen ikke leve med den måde Gud havde skabt ham på. Det lykkedes mig, men vi er alle så forskellige.