Jens Pedersen gik ind på talerstolen for at holde sin tale, selvom han helst ville tale om alt mulig andet, end det at en attentatmand havde skudt 500 mennesker i et storcenter, en dag i december hvor alle var ude at købe julegaver, julemad og hvad der ellers hører til julen. Han forsøgte at glemme hvad spåkonen, der havde dukket op engang i september for at advare om at der ville ske noget forfærdeligt den tyvende december, havde sagt, men han blev ved med at høre hendes ord for sig:

- Der vil dø hundredvis af mennesker i et storcenter omkring den tyvende december. Det vil være din skyld hvis ikke du foretager de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger for at hindre en gal mand i at skade de civile som er i færd med at handle.

Han havde ikke alarmeret storcentrene, måske fordi han var bange for at blive gjort til grin over at lytte til en spåkone, ham som altid havde argumenteret for at man ikke kunne forudsige fremtiden, og ikke skulle lytte til den slags mennesker der påstod at de kunne, fordi de ikke var rigtig raske.

Dog var han i tvivl om det var en reel forudsigelse, om hun stod bag eller om der havde været signaler i samfundet og dens omverden, som hun havde aflæst og som han også kunne have aflæst hvis han havde været opmærksom. En ting var trods alt sikker nu stod han og skulle forklare hvorfor en mand kunne slå 500 mennesker ihjel og sårer 3 alvorligt, hvoraf den ene var en politimand, som havde forsøgt at forhindre det i at ske ved at tale roligt og argumenterer hvorfor attentatmanden ikke skulle gøre det. Nu lå politimanden i en hospitalsseng og kæmpede for livet, og først nu fik Jens at vide at de to andre var uden for livsfare dog havde den ene hukommelsestab.

Da han kortfattet havde forklaret hvad der var sket, hvordan og hvad myndighederne gjorde for at komme til bunds i sagen, bad han om at folk huskede den almene høflige omgangstone, uden banden og huskede på at han kun kunne fortælle hvad han vidste på nuværende tidspunkt.

Det han ikke havde forventet var at høre en spørge om hvilken prismærke han ville sætte på et menneskes liv, fordi at vedkommende mente at han som politiker havde svigtet og sparet alt for meget på landets sikkerhed, og det havde han kunnet forudse ville komme til at koste menneskeliv, så hvor meget var menneskeliv værd for ham. Han skulle til at argumentere for at man ikke kan sætte et prismærke på menneskeliv, og at et liv selvsagt var mere værd end der er penge nok.