Det var da han hamrede bolden i kassen fra modsatte straffesparksfelt, at jeg faldt pladask for ham.
Ikke fordi han var god til fodbold, men fordi han strålede som solen og ejede hele banen. Det kunne jeg af en eller anden grund godt lide.
Bagefter gav jeg ham mit yndlings frimærke - jeg samlede - og inviterede ham på besøg til boller og varm kakao.
Han takkede ja og vi blev venner - da vi blev ældre ændrede den definition sig dog.
Ti år efter gik han i gang med et "prestigebyggeri", som han kaldte det. Et to etagers hus med en masse tilhørende hektarer, altan og kæmpe køkken.
Jeg blev bedt om at købe inventar og det blev forbudt at kaste et blik på prismærkerne - vi skulle have det bedste af det bedste og selv det var ikke godt nok.
Da jeg to år senere var på udkig efter brudeslør, måtte jeg tage til takke med min mors gamle, fordi banken rådede os til at spare. Kjolen syede min moster og brylluppet blev holdt i det der skulle have været vores drømmehus, men stadig var én stor byggeplads.
Allerede på bryllupsrejsen kom vi op at skændes og når det regnede måtte vi nøjes med en plastikpose over hovedet, fordi regntøj ifølge ham var "overvurderet" - jeg kendte godt den virkelige årsag.
Når jeg gerne ville se mine venner, var der pludselig ærinder og et nyt komfur der skulle justeres. Når jeg gerne ville i byen, var der pludselig et vindue der skulle pudses eller et franskbrød der skulle smøres.
I virkeligheden forsøgte han at eje verden på samme måde som han havde ejet fodbold banen i tredje klasse, men denne gang lykkedes det bare ikke for ham. Derfor havde han ikke andet valg, end at eje mig - for jeg var altid lige ved siden af.
Jeg blev hans marionet dukke som han udnyttede og styrede rundt omkring som det passede ham.
Da jeg en dag sagde fra, fik jeg et hårdere spark bagi, end det den bold der havde ramt målet havde fået sig.
Så jeg måtte acceptere at nusse rundt i vores "palads" der mest af alt lignede en gammel, nusset bondegård og varte ham op mens han blev mere og mere irriterende at være sammen med.