Jeg kender de mennesker der går forbi mig, jeg kender dem ind og ud, og ud og ind, de går forbi hver dag og jeg holder øje.Jeg følger dem både ud og hjem igen, hver evigt eneste dag. Jeg kan godt lide af holde øje, jeg føler det er det jeg er skabt til, jeg er skabt til at skabe tryghed. Det kan ske en gang i mellem at der er én der mangler. Ét lille menneske som mangler, det husker jeg. Det kan også ske at der er en gruppe drenge der kommer forbi og sparker til mig, så går jeg ud som et lys, og det er ikke specielt rart, men det husker jeg såmænd også. Folk kigger aldrig på mig, de går altid lige forbi. Jeg kigger altid på dem. Jeg holder altid øje med dem, og jeg lyser altid for dem så der ikke sker dem noget. Men det er okay, for det er det jeg er her for.

Men en dag, en dag så opdagede jeg vreden i mig, vreden som boblede inde i mig og som sprang ud og gav et brag! Jeg lod den gå udover alle de mennesker der gik under mig. Jeg svajede frem og tilbage for at gøre dem bange, jeg lod vand dryppe ned i deres hår, jeg var så kold at når et menneske rørte ved mig, frøs de fast til mig. Jeg ville ikke finde mig i mere, jeg ville ikke, ikke mere. Jeg syntes jeg var enten for høj eller for lav, for tyk, for tynd, for bøjet, for lige, for sød, for kærlig, for alt, for ingenting, for jer, og ikke for mig. Jeg blev bange, bange for mig selv og bange for verden
Men jeg fandt ro, jeg blev hentet og fragtet til en genbrugsstation, jeg blev smeltet om, om til en radio, jeg kunne spiller ligeså højt jeg havde lyst til og det var lige hvad jeg gjorde. Folk dansede om mig, jeg grinede og lo og ligeså gjorde de, det var dejligt, det var rigtig dejligt. Men en dag, en dag så opdagede jeg vreden...