Jeg anstrenger mig for at fortælle min historie til talekonsulenten. Der er lang vej. De fysiske traumer gør det svært at koordinere tungen, læberne og kæbemusklerne; og de psykiske traumer gør det svært bar at tale om hvad der skete.
Jeg prøver en sætning, som jeg har styr på: "Jeg hedder Jaan, og" jeg stammer vider "har ara-be-bejdet på sss-skallen" Jeg tager en opgivende vejrtrækning.
"Prøv igen" siger talekonsulenten "prøv at tal flydende og langsomt".
Som ugerne går, får jeg fortalt mere af, hvad der skete. Det går langsomt, men jeg kommer lidt videre hver time, hos talekonsulenten. Efterhånden bliver hele historien om dagen, da jeg arbejdede på det store byggeprojekt fortalt.
Der var umiddelbart efter atombomben i Murmansk. Jeg var en af arbejderne, som var med til at bygge den store skal, som skulle holde den radioaktive forurening inde. Det skulle ikke bare en pragmatisk skal; men et enormt symbol på Ruslands suverænitet. Det var et vigtigt prestigebyggeri for Putin.
Den specielle dag for mig, var den 27 november. Katastrofen var under kontrol. Den radioaktive udstrømning var moderat. Det var en vinteraften. Alle ville bare gerne hjem for kulden, men arbejdet måtte fortsætte i døgndrift.
Klokken var 19:20, og det var min gruppes tur til at spise. Vi var på vej hen til bygningen, hvori vi skulle spise. Dér var vi beskyttet mod de radioaktive stråler. På vejen snakkede vi om, hvor meget vi glædede os til hjemmevarmen. Vi var en flok russiske håndværkere med en rapkæftet omgangstone.
"Åh, når jeg kommer hjem til konen, ska' hun bar' ha' så meget, at hun flyver hel' vejen til stjernerne! " kæftede Vladimir op.
Alle dér vidste, hvad det betød. "Humøret er højt! " råbtes der.
Vladimirs ord resonerede hos mig: "hel' vejen til stjernerne".
Jeg foreslog, at vi spiste på taget, så vi kunne se bygningsværket.
Lige før vi kom derop, lød et brag. Vi så vi et menneske på et andet tag, som skyndte sig væk og med riffel under armen deroppe. En kran svingede en kæmpe betonblok ind i skallen, fordi kranføreren blev skudt. Det åbnede et stort hul i skallen; en katastrofe. Attentatmanden fik øje på os, og skød efter os. To af os faldt deroppe, mens resten nåede ind.
Vi var de eneste i bygningen, og pludselig faldt Vladimir om. Attentatmanden skød på os fra den anden bygning. Panikken jog os ud af bygningen og ud til søen.
Jeg kunne ikke flygte væk. Min eneste overlevelsesmulighed, var at gemme mig i søen under isen. Jeg sprang ned i et hul.
Da jeg ikke kunne holde det ud længere, trak jeg mig op, og attentatmanden var væk.
Jeg var ikke blandt de heldige, som ikke sidder her i dag.