Jeg lyner tasken op så hurtigt som muligt, ingen grund til at være diskret med al den larm. Jeg hiver de forskellige dele ud og placere dem på tæppet ved siden af mig som var de kliniske redskaber. En stribe af lys passere foran mig, lige hvor bygningen forsvinder, og det tag jeg står på forvandler sig til at drastisk fald. De har tændt for lysene, min tid løber ud. Jeg trækker en dyb indånding, og så går jeg i gang med at bygge mit værktøj for i aften. Mine sorte læder handsker klæber sig fast til det lange metal løb som jeg løfter det, og jeg kan mærke kulden gennem handskerne mens jeg fastgør det til en af de andre dele. Folk jubler og de lys der før var en kedelig hvid, har forvandlet sig til et farverigt spektrum som gør det svært at se stjernerne på den ellers klare nattehimmel. Jeg vover et smugkig ned på støjens centrum, og ser tydeligt anledningen for al larmen; sorte limousiner sidder i kø for at droppe deres passagerer af i nærheden af de røde tæppe. Jeg kigger, en smule interesseret, i nogle minutter før jeg vender al mit fokus tilbage til mit ufuldkommene værktøj.

Efter nogle flere forberedelser sætter jeg den stille og roligt ned i nærheden af kanten på taget, jeg tager to sidste ting op fra tasken før jeg lyner den lukket og kaster den ud over kanten på den anden side af bygningen, lige ned i en baggyde. Jeg justere den første ting, kun lige akkurat så jeg kan se den hvide skærm hvor alle folkene på den røde løber stopper for at blive fotograferet, hvorefter jeg sætter den fast på mit aflange værktøj og tjekker sigtet igen. Tilfreds med mit udsyn, og at pøblen langsomt falder lidt ned så det ikke larmer så meget, hiver jeg den sidste ting ud fra min jakke lomme. Læderet fra mine handsker knirker med bevægelsen af mine fingre da jeg tager den lille cylinder frem. Jeg ofre den ikke et blik, før den bliver sat ind i løbets ende og jeg høre et *klik*. Jeg tager endnu dyb indånding imens jeg lægger mig ned bag ved mit redskab og kigger ind i sigtet.

Pis.. jeg kunne ikke lade være med at smile en smule mens jeg kigger ned på den sidste figur der går på den røde løber. Han vender sig mod fotograferne som alle de andre har gjort, jeg kan se hans grønne øjne mens han smiler, og jeg kan høre mine handsker knirke og et kort *klik* mens jeg slår sikkerheden fra. Jeg presser aftrækkeren en lille smule, før jeg brat stopper. I et kort øjeblik ryster mine hænder og riflen, jeg stopper med at trække vejret, og det eneste jeg kan gøre i det korte øjeblik er at kigge direkte ind i de grønne øjne der stirrer op på mig igennem alt lyset og larmen... Han smiler...

Og jeg trækker aftrækkeren helt i bund med et brag.