Du træder på mig og du banker mig og du smider mig ud. Igen og igen hver eneste dag sker det for en, som mig. Der er aldrig nogen der fortæller mig hvor sød jeg er og hvor dejlig jeg er at træde på. Altid kun til brug for alle og enhver. Jeg kan være aldrig så smuk og aldrig så brugt, fordi tingene er de samme hver gang. Men måske jeg skulle lave lidt oprør og vælte den næste på min vej af og se hvad der så sker. Men hvordan gør jeg det? Ingen hænder! Ingen fødder!
Måske er det meningen med mit liv...at blive trådt på? Gud hvor jeg ikke gider og det er som at være støtte pædagog og hver dag hører jeg på deres jammer og ynk og lugter til deres sure tæer og sko. Jeg får mudder, sne og vand og ingen hensyn til mig. Træd bare på mig, fordi det er kun det jeg er til .
Det er så dejligt når der engang imellem komme en sød person, som tager hensyn til mig og ikke bare tror jeg er til at træde på og ville ønske mange flere gjorde det. Men jeg skriver det i min hukommelse og når livet er , så tager jeg det frem men slagene hagler ned over mig ...
Jeg må gøre mig hård og lukke mit hjerte og pakke min sjæl ind, så intet gør ondt på mig. Så jeg sidder i min lille kapsel og gemmer mig i sikkerhed for farlige folk på min vej. Det er hårdt at være til og tro på sig selv og sin værdi med den titel jeg har. Kan jeg få navne forandring og bliver kaldt noget af værdi? Så jeg ikke mere tror jeg kun er til at træde på og pine. Mon det også er sådan at være menneske at man føler sig som noget, der blot bliver trådt på og udnyttet og helt uden hensyn til noget? Måske jeg kan spørge næste gang i træder på mig og jeg føler mig dårligt behandlet. Mon nogen vil svare mig på mit spørgsmål og høre mig? Eller træder de bare videre på mig ...?