Først hører jeg en dunken, jeg kan ikke placere helt nøjagtigt hvad det er, indtil jeg indser at det er min egen hjerterytme der dunker i mine ører. Jeg åbner mine øjne og ser først kun røg og støv, men som mine øjne vender sig til omgivelserne, træder der andre ting frem. Murbrokke. Andre kroppe, nogen dækket af murbrokke, andre i det fri. Jeg tør ikke tænke på hvor mange der er blevet levende begravet her. Min hals er som en ørken da jeg prøver at råbe på hjælp, ingen lyd kommer. Mørket kommer igen, kun mørke, jeg synker ind.