Efter en lang og opslidende arbejdsdag skulle jeg et smut i Fakta på min vej hjem for, at købe hvad jeg manglede. Jeg tænkte ikke over masker igen var indført og vandrede fint ind uden, at tænke over det i den næsten mennesketomme butik.

Da stod ved kassen og havde betalt for mine varer og var ved, at pakke dem, så sagde manden bag mig i køen ed maske på "jeg formoder du er fritaget?" "Jeg synes jeg er nødt til at spørge dig" Mit svar var kort og enkelt et ord "Ja",

.Fordi vi er alle fritaget og frivilligt med hensyn til andre naturligvis.
Det sidste var i mine tanker og ikke ord jeg sagde, fordi det ville han nok ikke forstå

På vej hjem i bilen tænkte jeg over, at alt det begyndte forfra om igen, og hvor mange gange vi skulle opleve det, før det var slut. Hvad er meningen med det, som sker og hvor fører det os hen og hvad gør jeg ved det?

Fandt ingen konklusion ud over jeg fandt mit badge til næste gang jeg gik ud i virkelighedens verden, som aldrig igen bliver, som før, før den dag vi alle siger stop.

Men hvordan får man alle til, at sige stop til det her vanvid, som mange jo mener er rigtigt, og som har skilt og ødelagt mange menneskers liv. Der i blandt mit.

Hvordan får vi det tabte tilbage på bedste vis uden, at gøre skade på nogen ? Gode råd søges !

Min eneste ide hedder kærlighed, men hvordan fører jeg det ud i livet ! Når virkeligheden for mig ikke er den samme, som for det, som siges, at være de fleste, og de ikke vil lytte til mig. Når de ikke vil erkende og forstå hvad jeg siger, og hjælper med, at ekskluderer mig fra samfundet, fordi min mening er ikke "SAMFUNDSSIND".

Det ord klinger hult i mine ører og bringer minder frem i mig, som jeg ikke håber er sande, selvom alt tyder på de er. At alt gentager sig om og om igen, og jeg stadig ikke ved, hvordan jeg finder min vej tilbage.

Hvis den vej findes og mon manden i Fakta har lyst til, at hjælpe mig med, at finde den vej.