Ernas kinder er røde og varme. Hun har stået her før, men det er lige ubehageligt hver gang. Hun vil bare have det overstået og så hjem. Varerne ligger som en vidnesbyrde på bordet. En pakke kyllingevinger, en bakke små, nye kartofler, En pakke nudler og noget gavebånd.
Butiksassistenten, der er mindst 40 år yngre end hende, glor nedladende på hende. Han har placeret Erna i en hård stol i et baglokale, mens de venter på chefen. "Må jeg bede om et glas vand" spørger hun for ligesom at fjerne stilheden. Assistenten går ud af rummet og kommer tilbage med et plastikbæger med vand. Han virker som en sur ung mand, synes Erna. Han peger på varerne på bordet, "Hvorfor gider du egentligt at udsætte dig selv for det her for et par småting?" spørger han og lægger armene over kors. "Jamen jeg...jeg ved det ikke" siger Erna ned i plastikbægret og rødmer igen. Hun tager en tår, som hun får galt i halsen. Da hun begynder at hoste kraftigt, slår assistenten hende hårdt i ryggen med en flad hånd. Erna jamrer sig, han kan jo ikke vide at hendes ryg er en slagmark med brækkede ryghvirvler og smertehelvede uden lige, og hvert slag han giver hende, føles som en hakkende savtakket kniv.
Hun siger ikke noget om det til ham. Smerten er jo hendes alene. "Er du ok?" spørger han panisk. "Ja, ja. Tak" gisper hun. Assistenten er blevet mildere nu. Han finder en pude, som han giver Erna i ryggen og spørger om hun vil have en kop kaffe. Det vil hun godt, og han går ud igen.
Mens Erna venter, kikker hun sig omkring i rummet. Det er et lager med en masse varer. Erna snupper en pakke kiks ned i sin, nu tomme, taske. Hun snupper også lige nogle chokoladefrøer og en pakke lommeservietter. Assistenten kommer med kaffen, men den smager ikke godt. Erna spørger om han har noget fløde, hun kan få i. Da han er gået igen, tager Erna en pose vingummi og noget kinoa, som hun ikke aner hvad er. Der ryger også lige et pund kaffe og en ternet blok ned i tasken. Da assistenten kommer tilbage, er chefen med. Han kender efterhånden Erna, og lader hende slippe med endnu en advarsel. Han har ondt af hende trods hendes gentagne handlinger og ved, det står hårdt til med at få pensionen til at strække. Han ved også, fra sin egen mor, at osteoporose og andre aldersbetingede sygdomme koster dyrt i medicin.
Da Erna går igennem butikken mod udgangen, ryger der lige en pakke med muffins ned i tasken.Butikken er fyldt op. Mennesker hiver desperate ned i kurve og vogne. Ingen på Erna.