"Skynd dig nu lige lidt, vi har s'gu ikke hele dagen til rådighed", hvæsede Anton til sin kone Perle, som med et noget træt udtryk kom gående hen over parkeringspladsen. De havde aftalt at mødes her foran indgangen til Føtex.
"Hvorfor skulle vi også absolut mødes her i dag? Kunne du ikke have klaret de par indkøb alene?"
"Der er altså mange tunge ting, vi bare bliver nødt til at købe i dag, og da du har bilen, så giver det vel sig selv!", Perle rystede på hovedet, så de grånende lokker flagrede til alle sider.
"Stop nu lige dig selv, inden du kommer for godt i gang! For fanden da også", vrissede hen, idet han forcerede et flok unge kvinder med skrigende børn. Ulvetimen, kaldte de det vist ...
"Tag nu lige og få fat i en vogn, hvis vi skal have så meget, at vi ikke kan nøjes med en kurv", fortsatte han.
"Gud, har du set de der blomsterbuketter? Hvor er de flotte - og faktisk ret billige, når man tænker på, hvor store de er!" Perle var gået i stå med et henført udtryk.
Han så ikke engang på dem, men skyndte sig videre. Efter en arbejdsdag med hårde forhandlinger med firmaets leverandører var han dødtræt og irritabel, og det var det ikke ligefrem blomster, der kunne tænde ham: "Skal vi nu ikke se at få det her overstået, Perle?"
"Hold da op, se lige her omme bagved, Anton. Hvor er de der buketter bare smukke. Hvis man har et eller andet, man skal fejre, så er det lige sagen! Kom nu her! Lad være med at være sådan en stivstikker! Er de ikke smukke?"
Anton sukkede. Dybt! "Jo, de er flotte, men så køb da en buket, hvis det absolut skal være ..."
Perle drejede sig langsomt rundt, lagde hovedet æggende på skrå, plirrede teatralsk med øjnene og sagde med sin mest indsmigrende stemme: "Vil du ikke købe en til mig, skat?"
"Stop nu for fanden da med alt det pis! Der er bold om bare halvanden time, og vi skal være færdige her. Du skal lave mad, og vi skal spise. Få nu fingeren ud, for satan da!"
Hun sank sammen, psykisk såvel som fysisk, og fortsatte mellem supermarkedets hylder uden at sige yderligere. Mens Anton brummende pakkede varerne sammen, gik hans forsmåede kone hen til kiosken og fik ordnet sine indkøb der.
"Skøn mad, Perle, du havde da vist gjort lidt ekstra ud af det i dag, hva'? Anton lænede sig veltilpas tilbage i stolen, da madlavning og fortæring var vel overstået.
Hun svarede ikke, men tog langsomt en lille kuvert frem fra håndtasken: "Værs'go".
"Hvad fanden har du nu gang i?", røg det arrigt ud af munden på Anton. Han tog kortet ud og læste: "Tillykke med bryllupsdagen!"
Han mærkede varmen stige op i kinderne. Den efterfølgende tavshed var så massiv, at man kunne have banket søm i den ...