Vi hjælpes alle ad med at bære de store fade ud igen. Kalkunresterne og den nærmest slikkede skål, der har indeholdt sukkerkartoflerne. Ja, vi spiser kalkun til jul, og det er altså rigtigt lækkert. Min mor pakker den altid enorme kalkun ind i bacon, og jeg behøver vel ikke fortælle, hvor godt det smager? Altså, den er slet ikke tør, når man har pakket den ind i bacon... Men nu kommer altså min personlige rædsel. Risalamande. Klistret stads, der bare altid skal komme og ødelægge resten af den lækre kalkunsmag, der stadig ligger i munden. Min mor bygger stemningen rigtig godt op, til ære for den yngste, Liv, der kun er fem. "Hvem får mandlen?" Smiler hun ude i køkkenet. Alle de andre er selvfølgelig meget spændte, men ikke jeg. Seriøst, min portion er altid bare to-tre spiseskefulde, så mine chancer er ikke store. Jeg øser pænt op og lader som altid ikke mig mærke med lugten. Jeg ved godt, mor skæver nervøst til mig. Hun ved godt, hvad der foregår i mit hoved. Liv lægger mærke til min lille portion. "Hvorfor er den så lille?" Spørger hun. Irriterende. Alle kigger på mig. Som om jeg har tænkt mig at ødelægge juleaften! "Jeg har da bare spist alt for meget kalkun," siger jeg og laver de dér eventyragtige armbevægelser. Liv smiler stort og nikker. Hende portion er enorm, og vi ved alle, at hun slet ikke kan spise det, men at det er for mandlen. Alle har fået. Min storebror og ene storesøster begynder at grine lavt. Min mor kigger mellem dem. "Sarah har den!" Ærklærer hun. Jeg har allerede fået mine skefulde ned, og sidder mussestille og venter. Jeg kaster et hurtigt blik på Sarah. "Nej, hun har ej," sige jeg og griner lidt. Jeg kigger hurtig rundt. Mon de andre har opdaget det? Sarah og Søren har, for de griner stadig indforstået. Min ældste søsters kæreste, Klaus, har også bemærket det. Han laver et lille kluk. Tilsidst vender mor sig mod mig. "Skat, det er kun dig, der kan holde det hemmeligt så længe. Spyt den mandel ud så vi andre kan spise uden at være bange for at knase den" anklagen er ikke helt urimelig, for jeg har faktisk fået den to gange før, engang da jeg var lille. Jeg benægter og min mor sukker. De fortsætter med at spise. Da der kun er Livs halvfulde skål tilbage, kigger min mor igen på mig. "Nå, har du den så nu?" Spørger hun. "Nej, den har jeg," siger min ældste søster Simone.Vi griner højt af min mors røde ansigt. "Den lå allerøverst i hendes skål," ler Søren. Livs mor henter mandelgaven. Flødeboller! "De skal deles ud," bestemmer Simone. Liv får lov til at dele ud.