Alle havde drillet ham siden han kom til byen. Mobbet ham til han havde fået tanker, om ikke at ville leve mere. Det var ikke noget han selv kunne gøre for, men at blive født med en stumpnæse. Selvfølgelig var det blevet kommenteret af mange fra klassen, hvis ikke det kun var blevet til et grin fra deres side. Klassen havde været på strøgtur hele dagen, der var ingen der rigtigt ville snakke med ham, kun vikaren. De havde snakket siden de havde sat sig ind i toget, hvor de andre elever havde siddet og snakket som høns. Vikaren spurgte ham, hvad han ville være når han blev stor og så tænkte ham.. Han ville være en kontorelev på skolen, hvor han ville blive en attentantmand, så han kunne dræbe de værste mobber og resten ville han bortføre og sætte dem ud på det område hvor der stod "strålingsrisiko", så de alle sammen kunne se "sjove" ud og så kunne de selv mærke hvordan det var blive mobbet!
Derefter var vikaren helt stille..
"De andre børn ved ikke hvordan det er, at have en stumpnæse!", havde havde han sagt. Vikaren havde hertil svaret: "Jeg synes ikke du skal være så sur over, at have en stumpnæse. Jeg kender mange der har sådan en næse. Det handler om, at du skal være dig selv, være glad og acceptere mere dig selv og din næse".. Drengen havde siddet lidt og kigget ud af vinduet. Det var der aldrig nogen der havde sagt til ham.
Da klassen var kommet til Hovedbanegården og de SKULLE gå 2 og 2, var der kommet en pige hen til ham. De havde aldrig snakket sammen, men da hun så på ham med de smilende øjne og glimrende, blev han helt glad og kunne slet ikke lade være med at smile.