(En moden mand med et stort skæg og en ung kvinde sidder og spiser julemiddag sammen ved et bord. Et tændt juletræ står ved siden af dem.)
(Manden. Skænker et glas vin op til hende.) Lidt til at rense sindet?
(Kvinden) Undskyld?
(Manden) Det er jo en særlig dag. Jeg håber, at du forstår?
(Kvinden) Jeg forstår, at vores middag er ved at være til ende.
(Manden) Se på den som starten på noget nyt.
(Kvinden) Den dømtes sidste måltid.
(Manden) Så langt er vi ikke endnu. Ikke helt.
(Kvinden) Hvad så.
(Manden) Vi mangler risalamanden.
(Kvinden) Får jeg så dommen?
(Manden) På juleaften er det kun den, der finder mandlen i den hvide grød, der går videre.
(Kvinden) Hvad så alle de andre aftener.
(Manden) Nogle dage er jeg ikke hjemme. Så må man nøjes med St. Peter. Men her på ni-måneders dagen for min lille tete a tete med jomfruen, får den første af mine skabningers sjæle lov til at spise med mig.
(Kvinden) For så til sidst at få dommen?
(Manden) Mandlen er født af min åndes blide pust. Dens aroma er mit paradis' andet kammer .
(Kvinden) Og det første? Hvor har du så gemt det?
(Manden) Gæt selv.
(Kvinden) I det ristede vingesus, vi fik at spise for lidt siden?
(Manden) Min lille jomfru fik det.
(Kvinden) Og nu er hun i fødsel.
(Manden) Mit barn er sendt på mine vegne for at dømme levende og døde. Han er mig hele året undtagen på denne ene aften, hvor jeg har sendt St. Peter ned for at passe på jomfruen i mit sted. Nej i aften tager jeg mig selv af dommen heroppe. Spis du nu kun af min hvide grød og sig til, når du støder på mandlen.
(Kvinden) Hvad så, når jeg gør det?
(Manden) Så falder dommen. Det troede jeg at du havde forstået nu.
(De begynder at spise risalamanden og tygger begge to længe og eftertænksomt efter hver mundfuld.)
(Kvinden) Jeg er ikke sikker på at jeg vil have den dom.
(Manden) Når først man er her hos mig, er der ingen anden mulighed.
(Kvinden) Sidst var dit tilbud helt anderledes.
(Manden) Sidste gang? Her kommer man kun en gang.
(Kvinden) Sidst for ni måneder siden, sneg du dig bare ind på mig midt om natten og gav det til mig uden at spørge.
(Manden) Er det dig? jeg mener. Burde du så ikke ligge et sted derned i Betlehem og vride dig i veer.
(Kvinden) Den kinesiske jul falder ikke helt efter din bog ved du godt. Dengang havde jeg vundet et pessar i mandelgave og var så fuld, at jeg havde glemt at tage det af, da du dukket op. Så der er nul veer nu.
(Manden) Det var satans.
(Kvinden) Netop den lede stodder havde fået mig drukket helt under bordet inden. Men jeg tror, jeg bemærkede dig rode rundt mellem mine ben. Måske er jeg ikke helt jomfru længere.
(Manden) Så var det ikke mig du mærkede.