Ensomt og forladt, sad hun på en stol i det lille værelse. Hendes blik var rettet mod vinduet, mens hendes små, tykke finger kørte rundt om den store kop. Dampen fra det kogende vand, dampede op i ansigtet på hende. Det var fredeligt og stillet. Hun elskede, at sidde der helt alene. Lade tankerne kører derud ad, som om de kørte på en motorvej.
Folk betragtede hende altid som en glad pige, men inden under facaden, havde hun sine hemmeligheder. Hvis folk lå mærke til det, kunne de godt bemærke hendes råb om hjælp, hvis hun få gange viste sin arm. Hendes arm var det tydelige bevis på, at hun trængte til hjælp.
Hun lod sit ærme glide op til albuen, lod blikket falde ned på den opskåret arm, hvor hun kørte sin finger langsomt ned ad armen. Man kunne tydeligt mærke sårene. Hun måtte knibe øjnene sammen, og lade tænderne bide sig fast til kinden. Det gjorde ondt. Bare det at hendes lille finger gled ned ad hendes arm, gjorde forbandet ondt. Hun rev ærmet ned, og fokuserede på hendes kop.
Det kogende vand brændte på hendes tunge, men hun var ligeglad. Ligeglad med smerten, som blev større og større. Hun elskede den prikkende fornemmelse, hun fik på tungen for, hver gang hun tog en slurk af teen.
Det bankede på døren. Med et lille suk, fik hun trukket stolen ud, rejste sig opgivende op fra stolen og låste døren op. Det var ham. Ham som var den eneste, der kende til sårene under den langærmede trøje. Da han havde trukket hende til side, for at fortælle hende, hun ikke længere kunne skjule det, måtte hun bide hul i kinden, for ikke at græde. Hun gik midt i samtalen.
''Hvad vil du?'', spurgte hun, selvom hun egentlig godt vidste, hvad han ville. ''Hører hvordan du har det'', hans stemme var dyb, men alligevel knækkede den over nogle gange, som om man skulle tro, han stadig var i teenagere alderen. Hun lukkede døren, og lod ham komme ind. Hun trak på skulderen, mens hun forklarede ham, at hun havde det godt. Det falske smil, der havde plantet sig på hendes læber, var blevet til en vegne for hende. Det var som om, det var limet fast til hendes læber, og netop derfor så det sandt ud.
Han forlod hendes værelse, selvom han havde 100 spørgsmål til hende endnu, som han vidste, han aldrig vil få svar på. Hun var en af de personer, som lukkede sig inde. Hun havde sat sig foran vinduet igen. Hende blik stirrede ud ad vinduet, hvor bladene var ved at falde af. Musikken i hendes ører, var som altid musik, der handlede om det samme. Nemlig mishandling.
En tåre trillede langsomt ned ad den brændende kind. Hun ventede på den næste tårer, men den kom ikke. Hun kunne aldrig græde mere end en ganske fortabt enkelt tårer. Rasende gik hun hen foran spejlet, hvor hun knyttede næven. Hendes næve nærmede sig få centimeter fra det.