Der var engang, hvor alt var godt. Dengang jeg holdt alt for mig selv. Der var kun en person, som var mig nær. En person, som vidste få ting om mig, men alligevel ikke alt. Den eneste, jeg snakkede med. Men så tvang de mig herhen. Og se hvor jeg er endt? Alt er blevet vendt på hovedet for mig. Jeg har faktisk følelser nu. Jeg er omgivet af mennesker hele tiden. Det driver mig til vanvid. Jeg kan ikke overskue flere mennesker i min hverdag.
De har knust mig. De har ødelagt alt for mig. De ved alt om mig. Tanken gør mig nervøs. Nervøs for hvad der nu vil ske. Hvad vil de med mig? Kan de overhovedet lide mig, eller er det hele bare en leg? Jeg ved det ikke, jeg er jo slet ikke vant til dette. Kan jeg ikke bare komme tilbage? Tilbage til dengang, hvor jeg havde en person mig nær.
Jeg kan ikke holde det ud. Jeg knytter næven, lader den ramme væggen. En smerte brænder i min hånd. Tårerne danner sig i min øjenkrog, men de triller ikke ud. Mine øjne vil ikke lade mig græde. Jeg vil græde. Men jeg kan ikke.
Nervøsiteten for hvad der vil ske i morgen, stiger mig til hovedet. Selvom dagen i morgen, nok ikke vil blive så meget anderledes end denne. Men hvorfor kan jeg ikke bare komme tilbage? Hvorfor måtte jeg ikke blive der, hvor jeg var. Der hører jeg til. Ja, der var engang.