Ingen i byen troede på hende, når hun fortalte at hun var uddannet spåkone fra Københavns Universitet. Det var nu heller ikke fordi hun lignede én. Men i det mindste hilste folk på dem når de gik tur i deres by. I en snor i hånden havde hun sin tro følgesvend, og det var nærmest som om, at den gik tur med hende. Den brune pelsknot bestemte altid vejen, som var den en førerhund, og hun blind. Hun kaldte den aldrig noget navn. Det gjorde folk til gengæld, når de så dem komme traskende hen ad fortovet. "Heeeej stumpnæse" udbrød børnene og løb hen og satte sig på hug for at klø den bag ørerne, idet den hoppede op og slikkede dem i ansigtet. Det havde de kaldt den lige siden hun fik den, den lune forårsdag i begyndelsen af maj. Det der var med den, var at det lignede at snuden var stoppet da den var halvvejs i dens udviklingsproces, eller blot blevet ramt af en basketball, kastet af en bodybuilder på en meters afstand. Børnene var altid så glade for at se den, og de traskede først videre når børnene havde sagt "Vi ses!".
Da de kom hjem, åbnede hun postkassen. Den var tom. Hun kunne huske, at sidst den ikke var tom, var morgenen efter den lune forårsdag, hvor hun fik et nyt liv i armene. Den morgen lå der et brev med en regning fra Bedemanden. Hun undrede sig, som hun altid havde gjort, over at man ikke kan tage prismærket af et frimærke. Det stod altid dér i hjørnet af billedet af den kongelige, selvom hun dog mente at det ville være kønnere hvis prisen var placeret lige i midten af ansigtet. Både modtageren og postvæsenet, og hvis blik der ellers mødte brevet, skulle åbenbart vide hvad det havde kostet. Ingen troede på hvad man sagde, hvis ikke man havde belæg eller beviser. Da hun havde låst dem ind, satte hun sig i deres stol foran pejsen med pelsknotten på sit skød. Så lirkede hun ringen af sin rynkede ringefinger og smed den ind i pejsen.
Næste dag havde hun et tørklæde om hovedet, som mest af alt lignede en hippies og en lidt for trendy bedstemors mislykkede forsøg på at blive enige om et brudeslør. Alle hendes fingre var derimod frie. Der var ingen der kommenterede det, selvom de hilste på flere folk end de plejede på deres tur. Da børnene kom hjem, efter at have sagt "vi ses!" til dem, sagde den ene: "Mor, jeg ønsker mig sådan en hund som Spåkonen har."