Ord: bondeknold, kontorelev, strøgtur, omgangstone, flyttefirma. (jeg kom til at lukke fanen ned og kunne ikke finde de samme ord igen)
"Sikken en strøgtur" sagde veninden. Hun var kortklippet og kontorelev. Sådan en der hentede kaffe af sig selv og gik i pencilskirt, skjorte og blazer. Hun duftede af roser og hendes mand lugtede af sved. Ja - mand. De var blevet gift sidste år, selvom de kun var midt i 20'erne. Han var noget af en bondeknold. Arbejdede vist i et flyttefirma, selvom han mest af alt lignede en blanding mellem en skraldemand og en landmand. Den fødte deltager til "Vild med møg". Og skide bondsk. Hvis man hørte ham snakke, uden at kunne se ham, ville man tro at han havde et strå i mundvigen. Og at han var mindst fyrre. Det var nu ikke kun stemmen der antydede det, men det var der vist aldrig nogen der havde turdet fortælle ham.
"Jahhh." svarede den anden veninde. "Det var sgu godt endelig at skambruge kortet igen. Det er alt for længe siden at det har været rødglødende." Hun var langhåret, og hendes hår faldt ned i ansigtet da hun så ned på sin Iphone. Hun strøg det om bag ørerne uden at fjerne blikket. De sad sammenkrummet ved et lille bord og tog billeder af deres Gelatte Superiors mens poserne flød om benene. Baggrundsstøj var der nok af. Hvis nogen slog verdens største prut, var der ingen der ville høre det.
"Hvordan går det ellers med ham manden?" spurgte den langhårede. "Det går rigtig godt!". Hun tog et stykke af sin kage med teskeen uden at putte det i munden. "Men min mor var forbi i weekenden. Da han tog over til kammeraterne for at drikke øl, sagde hun, at hun synes han har en grim omgangstone. Synes du også det?". "Naaah, det er da ikke så galt." Den langhårede så ned imens hun havde travlt med at suge is og karamel op i det sorte sugerør. "Hmm. Hun sagde også at han ikke laver noget. Men han tænder da tit for vaskemaskinen om morgenen og han har altid lavet kaffe når jeg kommer hjem. En af mine andre veninder siger også at hendes kæreste heller aldrig vil med ud at handle." Den korthårede så spørgende på sin veninde. "Tjaah." svarede hun. Hun så stadig ikke op. "Jeg skal vist bare ringe til hans flyttefirma og aftale en dato, tror du ikke?"