Brudesløret var væk og hun sad nu og skovlede knuste tarteletter ind i den lille røde mund. Jeg rettede på butterflyen og smagte på maden. Mormors bedste tarteletter. Far og mor, svigerfar og svigermor, kammeraterne på den ene og den anden side, alle havde de holdt tale. Svedperlerne fra min pande var forsvundet nu efter min tale. Jeg burde have ændret titlen: "En vinteraften om 10 år" var for dyster en titel og jeg tror mine skilte forældre fik bange anelser. Min storebror havde siddet med pokeransigt - han troede vist jeg var sarkastisk. Men Marie havde grædt af glæde, store perlede tårer trillende fra hendes blanke dådyrøjne. Hun forstod heller ikke altid de dybere meninger. Hun tyggede af munden og slog på vinglasset, så jeg troede det ville sprænges i tusind stykker. Men det fine vinglas holdt og Marie gjorde an til at rejse sig. Brudepige og veninde siden børnehaveklassen, Frederikke, kom ilende og fik forhalet brudekjolen, før den rev sig i stykker på de brune plastic-stoleben. Maries tyngdepunkt balancerede på et par yderst tvivlsomme stiletter. I kirken var hun vredet om på foden, på vej ned mod præsten og hun havde forsøgt at skjule bitterheden med et anstrengt smil til gæsterne. Hendes lyserøde drøm var bristet allerede dér.
"Ja Mark, jeg glæder mig til at sidde med dig om 10, en vinteraften og se X-factor" Latter fra hendes familie, pokeransigt hos min storebror.
"Min lige nu glæder jeg mig mest af alt over dagen i dag og de næste dage der skal komme. Jeg glæder mig til bryllupsnatten i aften" De fire forældre holdte vejret.
"Jeg glæder mig til at flyttefirmaet er betalt og vi bor sammen på Kirsebærvej 8" Forældrene åndede lettet op.
"Jeg glæder mig til alle de år vi skal have sammen. Og-" Nu kom tårerne frem igen
"Jeg glæder mig sådan over-" Stemmen knækkede.
"At du sagde ja til mig" Hun bukkede forover, Frederikke holdt kjolen og hun gav mig et kys, der smagte af tarteletfyld. Hendes søstre hujede og klappede og sendte et bifald igennem hele forsamlingen. Jeg smilte til dem alle og rejste mig for at give hende endnu et kys.
"Så vil jeg gerne bede jer om kigge under jeres tallerkener og sammen med os synge, "Det er så yndigt at følges ad" Vil du synge for igen Linda?"" Linda nikkede og hvinede som en forkølet solsort det første vers. Imens jeg lydløst bevægede læberne, hvilede jeg indeni ved tanken om at der nu kun var fire timer til, at vi kunne være alene. Alene fra alle dem hun skulle leve op til.