"Fortæl mig hvad jeg er, Gabriel!" skreg jeg tonløst. Endelig vendte englen sig, og for første gang mødtes vores blik. I modsætning til mine, var englens øjne farvestrålende og da den talte, var ordene blide og lyden var fyldig. "Dig? Du er intet. Du er her nu, fordi du intet var, og du vil være her altid, fordi du intet vil blive." Englens stemme var skøn og varm, men ordene var kolde som is. Selv tavsheden havde mere personlighed end jeg, og den hang mellem os i dét, der kunne ligne en evighed.

Hvad sker der, når vi dør? Dette var et spørgsmål jeg selv var plaget af; som alle andre vandrede jeg rundt og spurgte dem, som påstod at have et svar. Men det hele ændrede sig, da jeg drog mit sidste åndedrag. Ja, hvad sker der, når vi dør? Nu er det mig selv der svarer.