Jeg husker sidste vinter da vi sad på bænken i Vejle, og du lagde armen omkring mig fordi du kunne se på mig at jeg frøs. Du smilede til mig, og jeg til dig. Hårene på din arm rejste sig, og du tænkte på om det mon var nu, du skulle tage chancen. Da jeg bemærkede dine læber flytte sig tættere på mine, skælvede min krop helt ud til yderste fingerspids.

Jeg vendte mig, og i dét dine læber ramte min kind, sagde jeg i det roligste toneleje jeg kunne mestre: "Det er godt nok en kold aften. Smuk, men kold." Jeg skælvede fortsat og smilte kort til dig, og kiggede så væk. Du svarede ikke, men uden at kigge på dig kunne jeg mærke dit blik, som borede sig ind i mig med en blanding af skuffelse og sorg. Din arm gik fra at være behagelig og let til at være en byrde på mine skuldre. Hvorfor var det også lige mig du valgte? Du kunne vel nok se at jeg ikke var den ideelle partner, for et så hengivent menneske som du.

Mine øjne flakkede, og det fik dig til at tænke på om jeg mon havde nogen som helst idé om hvor meget jeg betød for dig. Det var jo ikke fordi at jeg ikke kunne lide dig, jeg syntes jo bare at din næse var lidt stor. For hvis jeg nu ikke havde været så overfladisk, ja, så kunne det vel tænkes at jeg nok havde ladet dig fortsætte. Vi vidste jo begge to, at et sådant moment aldrig ville finde sted igen, og det til trods for al den tid vi brugte sammen efterfølgende.

Flere år gik hvor vi legede, snakkede, dansede, løb og gemte os for hinanden. Måske også for os selv. Jeg lagde mærke til at du aldrig kiggede på mig uden at smile. Selv når du var ked af det var du der til at varme mig, og bringe glæde omkring dig med dit behagelige smil. Men det ændrede jo ikke på at din næse altså var lidt stor. Ja, den var altså sådan lidt større, end hvad jeg syntes var pænt. Var det min skyld?

Nogle gange undrede jeg mig over, om du mon ville have elsket mig hvis du virkelig kendte mig. Den virkelige mig. Hvis du vidste at det var mig der ødelagde dit yndlings-tøjdyr, mig, som på din fødselsdag spildte saftevand i din seng. Hvis du vidste hvor meget din næse irriterede mig. Mit hjerte sank, mens jeg tænkte på hvorvidt jeg skulle have fortalt dig alt det. "Elsker du mig stadig?" spurgte jeg, men fik intet svar.

Det regner.
Vandet skyder genvej på mine kinder, og jeg mærker skyldfølelsen blusse op igen. Som ukrudt vokser disse følelser i mig. Trods ihærdige forsøg på at fjerne dem kommer de altid tilbage.
"Ville det have ændret noget, hvis jeg nu ikke havde været så overfladisk?"
tænker jeg for mig selv, mens jeg lægger rosen på din gravsten.