Jeg har lyst til at skrige.
Sparke til en plastickasse, så mine tæer gør ondt, og knytte hænderne så hårdt at de ville knage.
Jeg får kuldegysninger, rislende ned over armene fra skuldrene og mod hænderne.
Mit hoved dunker og mine øjne svier, som når sand blev blæst ind i dem.
Jeg er tæt på, så fucking tæt på, men jeg kæmper indvendigt for at holde tilbage.
De skal vide det, siger en stemme, mens kroppen stritter imod.
Det føles som om nogen stryger en finger let over min rygsøjle og jeg gyser.
Så sukker jeg, slapper af og får det hele under kontrol. Trækker mig tilbage og prøver at virke irritabel.
Det nytter ikke, at vise vrede. Det skaber kun problemer. Det er mere hensynsfuldt med irritation, men selv det kan blive ignoreret. Og så får jeg det på samme måde igen.

Det nytter ikke at prøve at argumentere med hende.
Det har stået i kælderen i elleve år, hendes søster har travlt og det kan ikke betale sig at pakke det ud, tage billeder og sende en mail i stedet for. Jeg har lyst til at flytte rundt på det hele, men får ikke lov. Det er hendes ting, jeg skal have accept før jeg gør noget.
Med hans ting gjorde jeg det bare. Han bor her jo ikke længere. Han kunne ikke sige nej og jeg var dum nok til at blive fornærmet, da jeg fandt nogle ting, jeg ikke vidste om ham. Han har været der hele mit liv, så splittes det ad og jeg opdager den sande mand. Den han virkelig er. Og jeg bliver gal, rasende, vil skælde ham ud og slå ham omkuld hvis jeg kunne. Men jeg gør det ikke.

Jeg handler aldrig på min vrede. Jeg ved, at det vil gå galt. Det har det gjort før, det fik mig i problemer og morede nogle idioter i skolen. Mit temperament burde kastes væk. Stoppes i en flaske, på med korkproppen og af sted til langt fanden i vold.
Det gør mig sindssyg. For nylig grinte jeg højt og tænkte på at slå min bror ned. Jeg sagde det til ham. "Jeg slår dig, hvis du ikke holder op!" "Så slår jeg bare igen. Og du ved jeg kan slå hårdere."
Hold kæft, han fik mig op at køre. Jeg grinte, så det gjorde ondt, men i virkeligheden sitrede det i mig. Jeg tænkte på hvordan jeg ville slå ham, hurtigt og uden at tøve. En knytnæve i ansigtet, en lussing på kinden. Jeg ville vise tænder, prøve at efterligne et vildt dyr, og vælte ham omkuld i min seng. Blive ved, indtil jeg så blod. Indtil at vi begge vidste, hvilken tikkende bombe jeg er.
Det skræmmer mig. Det skræmmer mig utroligt meget.

Måske er det her ikke den rette følelse at skrive om. Vrede.
Det burde hedde sindssyge i stedet. Jeg ville være en psykopat, hvis jeg bukkede under for min vrede.

Undskyld, hvis jeg ikke opfylder denne skriveøvelse. Undskyld.