Hendes æblekinder var blevet malet røde af den kolde sommernat, men smilet på hendes røde læber var der ingen der kunne frarøve hende. Hendes lange blonde hår dansede i vinden, mens den blomstrede sommerkjole var et par takter bagud. Luften her inde i byen var fugtig, men duftede sødt af sommer. Hun så sig først til venstre, så til højre, så til venstre igen, hvorefter hun elegant sprang over den våde asfalt.
Han iagttog den uskyldige sommerfugl, som den dansede gennem natten, og med ét blev han betaget af hende, som en leopard, der havde fundet sit bytte og nu havde begyndt en ubarmhjertig jagt. Adrenalinen løb rundt i blodet i sådan et tempo, at selv ikke tankerne kunne følge med længere. Han bællede den sidste øl og tørrede munden i sit ærme, som fik en våd lugtende plet. Han kom på benene igen, stadig med øjnene rettet direkte på hende, den flyvske sommerfugl.
Hun takkede for dansen med lygtepælen, grinede for sig selv og spadsererede videre ned af alléen. Røde og gule blomster smilede til hende fra altanerne, sagde godnat og gik i seng.
Hans blik flakkede ikke, som det plejede at gøre. Nej, i nat var blikket koldt og magtfuldt. Han kneb øjnene let sammen, så han bedre kunne nærestudere den fine sommerfugls bevægelser. Muntert tempo og en enkelt elegant drejning. Det var tydeligt, at hun ikke vidste, at hun blev forfulgt af en sulten ulv. Hun var totalt uvidende om, hvilke frygtindgydende planer natten og ham havde lagt sammen. Han satte tempoet op, mens pulsen flittigt fulgte med. Skridtene blev længere, hurtigere, farligere.
En let brise legede med hendes hår, som fastholdt hendes smil et sekund længere end det ellers ville have gjort. Hun rettede på den hvide cardigan, som var blevet revet ned i legen. Hendes liv var perfekt, og intet mindre end perfekt.
Han sørgede altid for at gå lige bag hende med blikket fast plantet i hendes baghovedet, som var skjult af det flagrende hår.
Intet ville kunne ødelægge den lyserøde lykke, der havde bosat sig i hendes sjæl. I nat var hun hel.
Han var så tæt på nu, at han kunne gemme sig i hendes skygge. Blive ét med nattens kulsorte mørke og om lidt forvandle sig til koldsveden på hendes ryg. Hårene i hendes nakke ville rejse sig for ham og skriget ville hylde ham, og blikket... Åh, det blik... Han mærkede efter i lommen, og jo, kniven lå der stadig. Skarp, målrettet, ubarmhjertig, mægtig. Hans muskler sitrede i små kramper. Han følte sig stærk og udødelig. Tog fat om skaftet, men lod den blive i lommen.
Hun drejede til højre ned af en lille gade, og smilede livsglad ved synet af den lejelighed, hvor hendes elskede kæreste ventede på hende med champagne og jordbær. Han havde snart ventet på hende i en time, men han skulle ikke vente forgæves, for nu kom hun hjem.
... Gjorde hun ikke?