Når natten falder på, bryder dæmonen løs.
Umættelig, ustoppelig.
Fast og kærlig, men hjertet er af is.
Hører intet, ser intet.
Sulten.
Umættelig, ustoppelig.

Maden er blevet kold, inden han kommer hjem. Med øjne, der allerede kender svaret, betragter jeg ham kun kortvarigt, inden han sætter sig ved bordet, og jeg rejser mig lydløst.
Engang holdt jeg nok af ham til at blive siddende, mens han grådigt fyldte sig med frugten af mit arbejde. Det var dengang.
Han siger intet, da jeg forlader ham. Kun hans tænder mod gaflen og hans åndedrag giver genlyd i køkkenet. Og lyden af mine fødder, der forlader rummet.
Jeg fyldes af håb, da han senere kommer ind i stuen til mig og dumper ned i sofaen. Måske er i dag anderledes. Jeg håber, selvom jeg ved, jeg ikke burde. Mit hjerte er blevet svigtet alt for mange gange. Min hud er stadig blå og brun efter hans grove hænder.
"Hvordan var din dag?" spørger jeg. Et overfladisk spørgsmål. Men for mig har det en ufattelig betydning. Og alligevel ikke. Det er allerede for sent. Men håbet er der; svagt, men alligevel nok til at jeg kan smile, mens jeg spørger ham.
Han værdiger mig ikke et blik og brummer intetsigende. Altsigende. Mit indre fryser til. Smilet forsvinder.
Jeg kender resten af historien.

Foroverbøjet sidder jeg, en blyant i den ene hånd og en papirblok foran mig, da jeg hører døren smække efter ham. En blandet følelse spredes i mit bryst; frihed over hans ikketilstedeværelse og frygt for hans uundgåelige hjemkomst.
Jeg lukker øjnene, prøver at berolige mit hurtigt bankende hjerte med glade minder.
Papiret foran mig er blankt. Inspirationen og idéerne døde for to år side sammen med én, jeg elskede.
Jeg bliver siddende, til klokken ubønhørligt slår midnat. Papiret er stadig blankt. Mit sind er fyldt med tanker, der truer med at kvæle mig.
Et valg. Jeg har et valg. To muligheder. Jeg ved, hvor begge veje fører hen, og jeg ønsker ikke at gå nogen af dem. Prøvende lader jeg en hånd mærke huden på min hals. Det smerter under fingrenes blide pres.
Jeg vælger den mindste af to onder.
Jeg går i seng.

Havde jeg sovet, ville lyden af fordørens smækken have vækket mig. Men jeg kan ikke sove. Det kan jeg aldrig. Mit hjerte pumper så hurtigt, at blodet suser for mine ører. Jeg hører intet.
Pludselig står han i døråbningen. Hans silhuet tårner sig foran mig i skæret fra gangens lamper. Mit værste mareridt.
Lugten af alkohol er gennemtrængende, men jeg kender den.
Han bukker sig ned og kysser mig på panden.
"Min smukke Lejla," hvisker han. "Så smuk som din mor."
Jeg lukker øjnene, da hans grove, kolde hænder trækker natkjolen af mig, og da underbukserne fjernes, kan jeg ikke længere holde mine følelser tilbage.
Trods tårerne kigger jeg længselsfuldt efter billedet på kommoden. Det forestiller mig, ni år gammel, med vores hund Alfred i favnen. Bag mig står mine forældre. Begge smiler.
Billedet er fire år gammelt.