Ulrik stod helt stille. Han kiggede sig omkring. Han var drivvåd, det havde regnet hele dagen, og han havde hverken regntøj på, eller en paraply med sig. Han var søgt i ly under halvtaget, og nu stod han her og ventede.

Han kunne høre regnen falde på bliktaget, en høj larmende lyd. Det lød værre end det var, faktisk regnede det næsten ikke mere. Klonk, klonk, klonk larmen var øredøvende, i hvert fald i Ulriks indre. Det var dog ikke kun lyden af regnen, som Ulrik kunne høre. Han kunne også høre de vrede stemmer inde fra huset. Det var en mand og en kvindes stemme, de skændes. Det var ikke til at tage fejl af, Ulrik kunne høre ordene næsten lige så tydelig som regnen, og selvom han ikke kunne høre dem, så kunne han se på deres kropssprog at de skændes. Ulrik kunne set dem igennem vinduet. Han kunne se dem, men de kunne ikke se ham. Han stod skjult her bag ligusterhækken, men hullet i hækken gjorde, at han kunne se ind i haven.

Ulrik havde opdaget hullet en dag, hvor han havde været ude og lufte Ludvig. Ludvig var hans Golden retriever, eller nærmere, det havde været hans Golden retriever. Ludvig havde været gammel, og en dag var den blevet mæt af dage og var fredeligt sovet stille ind. Det var altså en af de sidste dage, han havde luftet Ludvig, at han havde opdaget hullet. Ludvig var stoppet op og havde efterladt en lille gave til Ulrik, han havde lagt den lige ud for hullet. Det var som om Ludvig havde vist, at han snart ikke længere kunne holde Ulrik med selskab mere. Det havde været en sidste gave fra Ludvig, noget som Ulrik kunne tage sig til uden Ludvig.

I starten var Ulrik ikke kommet hver aften, kun en gang imellem når han trængte til frisk luft. Senere hen, var det blevet til en fast aftentradition, at han gik hen til hullet og kiggede på menneskene derinde. Han hurtigt opdaget, at de ikke var lykkelige. Især kvinden var ulykkelig, hun græd tit. Ulrik havde en aften set, at manden havde slået kvinden, men det havde ikke været sidste. Faktisk var det næsten hver aften, at han så manden slå kvinden. Nogen gange var det kun en enkelt gang, andre gange, slog han hende flere gange.

Denne aften var en særlig aften, det var et år siden, at Ulrik havde opdaget hullet. Han var gået hen til hullet med den viden, at det ville blive sidste gang, at han ville stå ved sin faste plads. Denne aften havde han stået her halvanden time, og for et øjeblik siden havde manden slået kvinden. Ulrik havde taget sit valg, han gik hen mod havelågen, åbnede den og gik op mod hoveddøren. Han bankede på.

BANK, BANK, BANK

Ulrik havde taget et valg, aldrig mere ville han bare se passivt til. Døren åbnede sig, det var manden.

"Hej mit navn er Ulrik"