Jeg voksede op i et fattigt miljø og måske er det netop det som gjorde at jeg følte mig anderledes. Jeg husker tydeligt den første dag på arbejdet, jeg var hunderæd. Det er ikke fordi jeg ikke var vant til at arbejde, jeg er trods alt vokset op med at sørge for mine tre mindre søskende, imens min enlige mor har kæmpet for at tjene penge til føden. Men dette var anderledes, det var egentlig heller ikke fordi det var et specielt krævende job, jeg skulle "bare" være kontorelev. Jeg startede dagen ud med at blive vist ind på mit lille kontor, som var overraskende stilfuldt, i modsætning til min chef. Jeg husker tydeligt lugten af hans cologne blandet med kaffeånde, som fyldte lokalet, hver gang han trådte ind. Da jeg satte mig ved mit kontor, begyndte jeg at klistre prismærker fra det lokale supermarked ind i en notesbog. Spørg mig ikke hvorfor jeg samlede på prismærker eller hvorfor jeg startede min første arbejdsdag ud med at klistre dem ind i en ubetydelig notesbog. Men det gjorde jeg altså og af en eller anden mystisk grund, fandt jeg det utrolig tilfredsstillende. Den første dag på arbejdet var meget kaotisk, måske var det også en af grundende til at det hele virkede så utrolig uoverskueligt. Der var et flyttefirma igang på kontoret som stort set fyldte det hele og de havde bestemt heller ikke noget problem med at være højlydte eller for den sags skyld uhøflig. Jeg havde efter første jobsamtale øvet mig i at virke så professionel som mulig og dette gjorde jeg ved at give mit mest udarbejdede pokeransigt. Hver gang dette pokeransigt skulle i brug, gjaldt det om at samle alle følelser såsom vrede, angst eller dårlig situationsfornemmelse inde i mig selv og give et pokeransigt til omgivelserne, som ville forsikre dem om at jeg var ved den dybeste alvor. Dagene på arbejdet gik og jeg følte mig hver dag som et straffesparksfelt, alle problemer omhandlede mig og der var intet jeg kunne gøre. Blot sige undskyld. Det var mit pokeransigt og dette ynkelige ord som jeg gjorde brug af dag efter dag, undskyld. Når min chef passerede mit kontor, var jeg klar med ordet i baghovedet og rettet ryg. Jeg var fattig, jeg var anderledes, jeg havde levet med en anderledes baggrund og i et anderledes miljø. Var dette virkelig grunden til at jeg skulle gøre brug af det enkelte svage ord dag ud og dag ind? Var det hele noget jeg bare bildte mig ind, var jeg måske bare ikke kvalificeret nok til dette job? Jeg tror aldrig jeg har fået svar på disse spørgsmål, for det eneste svar jeg kan give, er blot undskyld.